Asian Le Mans Series   14/02/21

Malthe Jakobsen var hurtigste mand i Dubai
Asian Le Mans SeriesNavnet på den thy'ske racerkører kom i weekenden for alvor på alles læber, da han med to toppræstationer i Asian Le Mans Series satte sit præg på løbene på Dubai Autodrome.


(Foto: Xynamic Photography)

Fredag afgjorde 15 minutters kvalifikation startrækkefølgen til weekendens to løb. For Malthe og RLR Msports vedkommende rakte indsatsen til henholdsvis fjerde og femte startplacering til løbene.

Det var imidlertid i løbene at Malthe Jakobsen fik muligheden for at vise talentet frem. Under lørdagens løb var Malthe anden mand i bilen og kørte bilen fra femtepladsen frem til andenpladsen i løbet af den time, han sad bag rattet. Slutplaceringen blev en sjetteplads, men thyboens indsats var blevet bemærket.


Malthe var hurtigste mand på Dubai Autodrome.
(Foto: Xynamic Photography)

Var det danske Le Mans-håb ikke i forvejen kommet på alles læber, ændredes det søndag formiddag dansk tid, da weekendens andet løb blev kørt. Malthe startede i bilen og bevægede sig i løbet af den første omgang fra femtepladsen frem til føringen. En placering, han beholdt og udbyggede omgang for omgang indtil han kunne overlade det varme sæde til Max Hanratty.

Selvom det med en syvendeplads heller ikke bød på en pokal i søndagens løb, ser Malthe Jakobsen tilbage med ro i sindet - opgaven blev løst til perfektion.

"For mig gælder det i stor grad om at gå ud og vise, at jeg er hurtig. Både på en enkelt omgang og igennem et helt løb, og det fik jeg vist i dag", fortæller Malthe, som er noteret for løbets hurtigste omgangstid og bedste gennemsnitsomgang i LMP3-klassen.

"Jeg vil selvfølgelig rigtigt gerne have en pokal med hjem, men på lang sigt er det dage som denne, der hjælper mig på vej mod mit langsigtede mål - at blive professionel racerkører."


Navnet Malthe Jakobsen er populært i Asian Le Mans Series.
(Foto: Xynamic Photography)

Tirsdag går turen videre fra Dubai til Formel 1-banen Yas Marina, som ligger i udkanten af Abu Dhabi. For Malthes vedkommende er det endnu en uprøvet racerbane, som han glæder sig til at stifte bekendtskab med:

"Jeg har hørt mange forskellige holdninger til banen. Nogle synes den er fed, og andre kan ikke fordrage den. På billeder og film ser den ret sjov ud, så jeg glæder mig til at se hvordan den egentlig er", siger thyboen, som skal køre de to resterende afdelinger af Asian Le Mans Series på F1-banen i den kommende weekend.

Malthe Jakobsen Motorsport


Læs mere om:
  • Malthe Jakobsen
  • Dubai Autodrome
  • 13/02/21 - Dubai Autodrome - Asian Le Mans Series
  • 14/02/21 - Dubai Autodrome - Asian Le Mans Series

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto