TCR Denmark   13/04/21

Martin Andersen får stor chance i TCR Germany
TCR DenmarkÉn af visionerne bag at bringe TCR til Danmark er at skabe grobund for nye, danske navne på den store, internationale touringcarscene. Og allerede nu, er det første danske navn allerede klar til at springe ud i et nyt eventyr uden for landets grænser.

2020-vicemesteren, Martin Andersen, har nemlig sat sin underskrift på en kontrakt med tyske Hyundai Team Engstler for hvem viborgenseren i 2021 skal køre i den stærke serie, ADAC TCR Germany.


Martin Andersen får stor chance i TCR Germany.

Martin Andersens nye aftale med Hyundai Team Engstler er for 2021 med en option for 2022 hos Hyundai. I ADAC TCR Germany skal Andersen blandt andet ud at konkurrere på baner som Nürburgring, Hockenheim og Red Bull Ring. En opgave, som det viborgensiske talent ser frem til:

- Det er en kæmpe mulighed for mig, og det passer på så mange måder godt ind i det, TCR står for. At man bruger det til at åbne nogle døre. Det har givet mig enormt meget, og jeg er sikker på, at TCR Denmark også vil åbne døre for mange andre i de kommende år. Min er derfor også en stor cadeau til TCR Denmark, forklarer Martin Andersen.

At TCR Denmark efter en premieresæson under de sværest tænkelige forhold alligevel kom på banen, og at Martin Andersen med sin flotte indsats har understreget kvaliteten og ambitionerne i den danske serie, glæder TCR Denmarks direktør, Martin Jensen.

- Vi er enormt stolte af, at Martin Andersen får en længe ventet og yderst fortjent chance internationalt. Da vi startede TCR Denmark, vidste vi, at der ville være en gulerod i, at vi fik et internationalt format tilbage på de danske baner - men vi havde ikke ventet, at det ville gå så stærkt, forklarer Martin Jensen.


Martin Andersen bliver en del af det store tyske Hyundai-team, Team Engstler. Ejer Franz Engstler glæder sig over aftalen, som sikrer teamet et nyt, stærkt kort på hånden til ADAC TCR Germany.
(Foto: Andersen Motorsport)

Gæsteoptræden

Den nye, internationale mulighed for Martin Andersen betyder dog ikke, at de danske fans helt skal undvære ham i TCR Denmark i år. En enkelt gæsteoptræden er på kalenderen, forklarer Martin Andersen.

- Vi bliver ikke helt væk fra Danmark, for jeg laver et gæstevisit til Grand Prix Danmark, og det bliver helt sikkert sjovt lige at vende tilbage til TCR Denmark for en weekend til den tid. Vi glæder os alle sammen i teamet, siger han.

Og selvom direktør Martin Jensen er ked af at se vicemesteren forlade de danske baner, så er det en stærk serie, der ruller ud på asfalten i 2021.

- Vi er selvfølgelig kede af, at vi mister ham i TCR Denmark, men det her er alt andet lige en kæmpe anerkendelse af det arbejde og teamwork, som Martin Andersen og Andersen Motorsport lagde for dagen med Hyundai i 2020, siger Martin Jensen og fortsætter:

- TCR Denmark er, som organisation og løbsserie - stolte af at have bidraget til at sikre Martin Andersen internationale muligheder. Vi kan kun være stolte af de mange teams vi har i TCR og den entusiasme de har vist. Det er skønt at se, at vores serie kan skabe den slags muligheder, afrunder Martin Jensen.

TCR Denmark åbner sæsonen på Jyllandsringen den 8-9. maj.


Andersen Motorsport gjorde en stor indsats i TCR Denmark i 2020 og endte med sølvet efter en hård kamp med Massive Motorsport og Kasper H. Jensen.
(Foto: TCR Denmark)

TCR Denmark


Læs mere om:
  • Martin Andersen

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport