Nürburgring Langstrecken Serie   15/04/21

Michael Christensen starter året i det grønne helvede
Porsche kører Michael Christensen stiller i weekenden til start i sit første racerløb i 2021. Corona-situationen har udskudt flere løb og første afdeling af Nürburgring Langstrecken Serie, der skulle have været afviklet i marts, blev aflyst på dagen grundet snevejr. Men i weekenden afvikles anden afdeling af Nürburgring Langstrecken Serie og Michael Christensen stiller til start i en Porsche 911 GT3 R med startnummer 911.

Den cirka 24 km. lange tyske bane, der grundet sit layout og store udfordringer kaldes det grønne helvede, får intet mindre end 147 biler til start. Porsches 2018-19 FIA WEC verdensmestre Michael Christensen og Kevin Estre får selskab af Lars Kern i Manthey Racings velkendte neonfarvede gul/grønne "Grello" Porsche og de kører i den hurtigste klasse for GT3-biler (SP9), der har 20 biler til start. Nicki Thiim stiller også til start i GT3 klassen i en Audi R8 med startnummer 11. Der er flere danskere til start i løbet, blandt andet Christina Nielsen og Nicolaj Kandborg, der deltager i hver sin BMW 330i i VT2-klassen.

"Det bliver rigtig godt, at komme ud og køre race igen" siger Michael Christensen. "Det virker som meget længe siden, at jeg sidst har været med i et løb, hvor vi kører om et eller andet. Men sådan har det jo været for de fleste. Vi testede i bilen for godt en uge siden og det gik rigtig godt. Jeg tror helt sikkert, at vi har noget at skyde med. Vi kører for at vinde, men det er et stærkt felt og løbet er for os lige så vigtigt, som forberedelse til 24 timers løbet på samme bane i juni. Det ser ud til at blive tørvejr, så det er vigtigt at få gennemført alle fire timer, så vi får så meget data som muligt".

Løbet afvikles over 4 timer og starter lørdag kl. 12.00.

Løbet kan følges live på www.nuerburgring-langstrecken-serie.de eller på Nürburgrings YouTube-kanal under Nürburgring Langstrecken-Serie.

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Michael Klitgaard Christensen
  • Nürburgring
  • 17/04/21 - Nürburgring - Nürburgring Langstrecken Serie

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk