Nürburgring Langstrecken Serie   17/04/21

Sejr til Michael Christensen ved sæsonstart på verdens mest udfordrende racerbane
Michael Christensen og Porsche vandt på Nürburgring
Michael Christensen måtte, ligesom så mange andre atleter, vente længe på at sæsonen 2021 kom igang. Men da den så endelig kom igang, var det med det bedst tænkelige resultat, da han i sin Porsche 911 GT3 R vandt 4 timers løbet på Nürburgring Nordsløjfe, der blev afviklet lørdag eftermiddag i Tyskland. Christensen delte Porschen fra Porsches fabriksteam Manthey Racing med holdkammeraterne Kevin Estre og Lars Kern.


(Foto: Porsche)

Michael Christensen fik ikke en fri omgang i kvalifikationen, men fik alligevel kvalificeret bilen i fjerde position i det store felt på 147 biler. 20 af bilerne i feltet stillede til start i den hurtigste GT3 klasse og da starten gik var Christensens holdkammerat Estre i angreb med det samme. I en flot overhaling, med to hjul på græsset, fik kan bragt bilen i front, inden han overgav den til Lars Kern. Der blev anvendt forskellige strategier i GT3 klassen og gule flag og trafik faldt ikke ud til Kerns fordel og han faldt ned på fjerdepladsen.


(Foto: Porsche)

Da Christensen kom i bilen fik han bragt Porschen tilbage i front, men en minimal fejlberegning ved et pitstop, betød at Christensen kom 2/10 sekund for hurtigt ud af pitten. Det gav en stop-go straf som sendte Christensen ned på tredjepladsen. Herfra kørte Christensen et fantastisk løb i den tætte trafik med mange langsommere klasser på den svære bane og til trods for let regn mod slutningen af løbet, fik han kørt Porschen tilbage i føring og kunne efter de fire timer, køre først over målstregen som sejrsherre på verdens mest udfordrende racerbane. Nicki Thiim, der også førte løbet undervejs, sluttede løbet på tredjepladsen i en Audi R8.


(Foto: Porsche)

"Det var så fedt. Når nu man har savnet at køre ræs så meget, så er det en fed måde at komme igang på" fortæller en glad Michael Christensen fra Tyskland. "Estre havde kørt et flot stint, men Kern var lidt uheldig. Det var også virkelig svært i dag. Med de mange biler, var det utrolig nemt, at blive involveret i sammenstød, så man skulle virkelig finde grænsen mellem speed og forsigtighed. Så det var svært at få et godt flow og ikke miste for meget tid. Jeg sluttede løbet med et dobbeltstint, men det system, der indikerer, hvornår vi må køre ud af pitten, havde en fejl og jeg fik en stop-go straf, fordi vi var 2/10 sekund for hurtige. Så derefter måtte jeg tage lidt flere chancer i trafikken og fik bilen tilbage til front. Men det gik godt og det var så fedt, at køre bilen først over målstregen".

Michael Christensen Press

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Michael Klitgaard Christensen
  • Nürburgring
  • 17/04/21 - Nürburgring - Nürburgring Langstrecken Serie

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto