DM Rally   17/05/21

Ikke helt oppe i det høje gear
Det blev til en syvendeplads for Ib Kragh og Ditte Kammersgaard, da de lørdag eftermiddag og aften deltog i årets anden afdeling af Danmarksmesterskabet i rally – Rally Stoholm Au2service – som blev afviklet i området mellem Stoholm og Viborg.

”Jeg havde håbet på at kunne være et par pladser længere fremme, men jeg ved også, at konkurrencen er rigtig hård i vores klasse,” siger Ib Kragh. ”Ditte og jeg var nok ikke helt oppe i det høje gear, som vi kan være. Vi gjorde det okay, og jeg kan godt acceptere en syvendeplads i det felt. Hvis vi var blevet nummer fem, havde vi været superglade, men vi er også tilfredse med syvendepladsen. Man skal ramme tingene rigtigt på dagen.”


Konkurrencen var hård for Ib Kragh og Ditte Kammersgaard

”Ditte og jeg havde en mindre afkørsel på prøve 2, og så var der et par steder, hvor vi var for langt ude i rabatten og ikke kunne ikke få bid i underlaget, og så kan man bare fornemme, hvordan tiendedelene og sekunderne tikker afsted, inden man kommer op i fart igen. Der var flere af hastighedsprøverne, hvor der kun var et par sekunder mellem mange os, og det gør det bare sjovere at deltage i. Hvis man halter lidt en dag, sådan som Ditte og jeg gjorde, kan man ikke følge med.”

Rally Stoholm Au2service bestod af fire forskellige hastighedsprøver, som alle skulle gennemkøres to gange. Da løbet startede sidst på eftermiddagen, begyndte mørket at falde på under de sidste hastighedsprøver.

”Det var gode, afvekslende hastighedsprøver i et kupereret terræn. På den længste rundbane kørte vi 19 kilometer på ni minutter, og når man ved, at der var tre vinkelsving pr. omgang, er man klar over, at det gik rigtigt stærkt på den rundbane,” siger Ib Kragh. ”Vi kørte hastighedsprøven på 9.01 i dagslys. Det kan ikke passe, at min bil kan køre for fuld fart? tænkte jeg. Da vi kørte hastighedsprøven i mørke, kørte jeg den lidt mere aggressivt, og det blev 9.00. Det er sjældent, at jeg kører stærkere, når det bliver mørkt. Det er sjovt at køre sådanne prøver, men man kan ikke lade være med at tænke på, hvad der kan ske, hvis man skærer svingene forkert.”

”Når man tænker på, at løbet i hast er kommet i stand som erstatning for et andet løb, der var blevet aflyst, var det et godt rally. Byprøven i Stoholm mindede lidt om prøven i Juelsminde. Det var et godt motorløb, og der var rigtig mange mennesker ude at kikke på prøverne. Det var dejligt at opleve igen.”

Der går nu tre uger, inden Ib Kragh, Ditte Kammersgaard og det øvrige IK Motorsport skal i aktion igen. Det sker i Nordvestsjælland, hvor Glad Rally Kalundborg skal køres som årets tredje DM-afdeling. Ib Kragh føler sig godt forberedt til løbet efter lørdagens løb.

”Før weekenden havde jeg ikke rigtigt haft lejlighed til at prøve min nye Skoda over nogle hop, men det har jeg nu fået,” siger han. ”Der var nogle hop, som jeg ikke regnede med, at bilen ville hoppe på, men den landede fint, og den var måske også lidt anderledes at køre med på grusdelene i rally. Det tog mig lige lidt tid at vænne mig til det.”

IK Motorsport


Læs mere om:
  • Ditte Kammersgaard
  • Ib Kragh
  • Viborg
  • 15/05/21 - Viborg - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport