DM Rally   31/05/21

Tysk mester bliver en udfordring for danske rallystjerner
GLAD Rally Kalundborg bliver en dansk-svensk-tysk rallyduel på Vestsjælland
Der er på flere planer streget op til et tæt opgør med GLAD RALLY KALUNDBORG lørdag den 5. juni. Ikke kun mellem de førende kandidater til årets danske rallymesterskaber, men også mellem danske, svenske og tyske topnavne.

Til de sidstnævnte hører den 3-dobbelte tyske rallymester Fabian Kreim, der bruger det sjællandske rally som opvarmning til den første runde i den tyske mesterskabsturnering. Ialt er 64 biler meldt til start og blandt disse flere svenske og tyske kørere.

Fabian Kreim og co-driver Frank Christian starter som den første i deres VW Polo GTI R5 foran de hurtigste danske topnavne, bl.a. Kristian Poulsen, der efter årets to første DM-runder har taget føringen foran flere tidligere DM-vindere, der ligesom Kreim og Poulsen kører i lynhurtige 4-hjuls-trukne biler.


Fabian Kreim deltager i GLAD RALLY KALUNDBORG med den VW Polo GTI R5, som landsmanden Dennis Rostek var til start med i den seneste DM-runde i Stoholm.
(Foto: specialpress@gmail.com)

Selv om Fabian Kreim ikke kan score point til det danske mesterskab, kan han komme i vejen for sine danske konkurrenter, når det gælder sejren i generalkklassementet i GLAD RALLY KALUNDBORG. Men for Fabian Kreim handler det dog primært om forberedelse.

- Kampen om det tyske mesterskab starter ugen efter med ADAC Rallye Stemweder Berg den 11.-12. juni, så jeg bruger det vestsjællandske rally som opvarmning til den første runde på hjemmebane, fastslog Kreim, da han var i Midtjylland for at bistå landsmanden Dennis Rostek med service i Rallye Stoholm; den anden runde i årets DM-turnering. Og han udelukker ikke at køre flere danske løb som opvarmning til indsatsen på den tyske hjemmebane.


Kenneth Madsen er på hjemmebane, og er i Suzuki Swift R+ måske den, som bedst kan byde den tyske rallymester Fabian Kreim på kvalificeret modstand
(Foto: specialpress@gmail.com)

Når det gælder det officielle DIF Danmarksmesterskab i rally, er det ikke kun kombattanterne i de hurtige 4-hjulstrukne R5-biler, som kan gøre sig gældende. Mulighederne for at score point går på tværs af alle vognklasser, og dermed kan også kørere i 2-hjulstrukne og knap så spurtstærke biler være med.

Eksempelvis er vestsjællænderen Jacob Madsen i Suzuki Swift 1600 Kit Car forud for lørdagens rally på en samlet andenplads ligesom et andet af sportens unge talenter, Mikkel Njor, i en Opel Corsa Rally4 har kørt sig ind på femtepladsen i den aktuelle pointstilling.


(Foto: specialpress@gmail.com)

Meget kan ændre sig Grundlovsdag, når resultatet af dagens syv rallyprøver nord og syd for Kalundborg og ved Gammelrand gøres op. GLAD RALLY KALUNDBORG er årets tredje DM-runde og på godt 226 kilometer, hvoraf 80 kilometer køres på afspærrede veje.

Kalundborg og Omegns Motorklub

Morten Dam - autoMOTIV/specialpress


Læs mere om:
  • Kalundborg
  • 05/06/21 - Kalundborg - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto