Grundlovsdag vil Ib Kragh, Ditte Kammersgaard og det øvrige IK Motorsport tilbringe i Nordvestsjælland. Her skal de deltage i Glad Rally Kalundborg, der er tredje afdeling af Dansk Super Rally.
”Det er mange år siden, at der sidst har været DM-rally i dette område, og jeg glæder mig vildt til at se, om vi skal køre nogle af de gamle hastighedsprøver, som vi kørte på for 13 år siden, da vi kørte der sidst,” siger Ib Kragh.
”Jeg kan godt lide området, for det er rigtig godt til at afvikle rally i. Hvilke hastighedsprøver, der skal køres, ved vi ikke. Vi ved kun ud fra sponsornavnene, at der er tale om fire forskellige hastighedsprøver, men mon ikke vi skal en tur forbi den store grusgrav i Nyrand? Det plejer vi at skulle, når klubben i Kalundborg afvikler løb.”
Ib Kragh forventer at skulle køre på det løse underlag i grusgraven øst for Kalundborg.
Ved årets to første DM-afdelinger i rally sluttede Ib Kragh og Ditte Kammersgaard som henholdsvis nummer 4 og 7.
”I år er der mange biler, som er teknisk ens, og der er også mange gode chauffører. For et par år siden kunne man godt slippe afsted med at tabe et sekund eller to på en hastighedsprøve og så alligevel være med, men det kan man ikke i år,” konstaterer Ib Kragh. ”Men det sjovt, for man skal være skarp på hver hastighedsprøve og være koncentreret hele tiden. Vi vil kæmpe alt det, vi kan, og så må vi se, hvad det giver, når sæsonen er omme.”
Forberedelserne til Glad Rally Kalundborg har været hektiske for teamet.
”Bilen er blevet gennemgået fra A til Z, og den er klar til løb, så nu er det vist bare op til Ditte og mig at komme op i det høje gear, hvis vi skal vinde de afgørende sekunder,” siger Ib Kragh. ”Jeg har selv været travlt optaget med flytningen af det værksted, jeg har købt, og jeg håber, at alt er på plads, så jeg mentalt kan lade ordentligt op til løbet.”
IK Rally Racing Læs mere om: Ditte KammersgaardIb KraghIK MotorsportKalundborg05/06/21 - Kalundborg - DM Rally - DM |