DS3 Cup   10/06/21

Bilhuset CMD Motorsport fik suveræn sæsonstart i DS3 Cup
DS3 CupHvis ratrust er en ting, så er det i hvert fald noget, som Jacob Sevel og Nicolai Jensen hurtigt blev kureret for i den forgangne weekend, hvor Citroën DS3 Cuppen vendte tilbage til de danske baner med premiere på Ring Djursland. Serien har været væk fra kalenderen i et års tid på grund af coronapandemien - men nu er serien og dermed også CMD Motorsport tilbage for fuld kraft. Teamet kører nemlig med hele to biler i denne sæson.

Det blev fra ende til anden en succesoplevelse for teamet fra Brædstrup. Jacob Sevel var weekenden over klassens hurtigste mand, og Nicolai Jensen fik en god og lærerig weekend - med en stejl indlæringskurve. Jensen kommer fra rally, og havde aldrig kørt en meter på Ring Djursland - men tog hurtigt ved lære og fandt sig til rette i serien.

- Det var egentlig det vi drømte om. Weekenden gik rigtig godt, og jeg fik lagt en god bund til den videre sæson. Erfaringerne fra 2019 har vi kunnet bruge til en masse i den her weekend, og det hjalp mig meget godt på vej. Vi har arbejdet rigtig meget med bilerne og derfor er det bare totalt godt at kunne vise, at vi har noget der virker nu, forklarer den dobbelte løbsvinder Jacob Sevel.

Mens Sevel som forsvarende DM-sølvvinder stiler benhårdt efter at tage det sidste skridt op på podiet, så lykkedes weekenden på Djursland også over al forventning i den anden side af den gul/sorte garage. Nicolai Jensen fik sin længe ventede debut i DS3 Cup og overraskede både sig selv og feltet med en flot og velovervejet indsats.

- Det gik over al forventning, synes jeg. Som rallykører vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg skulle forvente mig af DS3 Cup, men seriens koncept er super fedt at være i, og jeg fandt mig godt til rette i det, siger han og tilføjer:

- At køre på bane er noget helt, helt andet end rally. Rally er lettere i den forstand, at du har flere prøver at rette det op på, hvis du laver en fejl. Her er du helt sat, hvis du dummer dig, men det var virkelig sjovt og lærerigt. Jeg vil også gerne rose de andre deltagere for at give mig en god velkomst. Der er fed stemning i teltene og alle er her for at køre noget godt og fair race. Endelig skal jeg også takke Brian Mikkelsen for hans store support - det har været en kæmpe indlæringskurve hele ugen, men jeg synes, det endte godt.

Jensen kæmpede i søndagens finale længe om en plads på podiet, men det lykkedes ikke i denne ombæring at tage en pokal hjem. Læringen er til gengæld klar, og planen for næste løb på Jyllandsringen om en måneds tid er klar - der er forbedringer at gøre, slår han fast.

Ligeledes er Jacob Sevel meget målfast ovenpå sin flotte premiereweekend:

- Jeg har ét eneste mål i år, og det er, at vi skal øverst på podiet. Nu har vi noget grej der virker, og det er jeg lykkelig for. Djursland er også ny for mig i DS3, så jeg frygtede først, at vi ville være helt væk, men det gik godt til sidst. At finde de sidste tiendedele er rigtig svært her, men gutterne fik samlet en rigtig god bil til mig, afrunder Jacob Sevel."

CMD Motorsport


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 06/06/21 - Ring Djursland - DS3 Cup

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport