FIA WEC   11/06/21

Mikkel Jensen klar til WEC-debut for japansk Ferrari-team
World Endurance ChampionshipMikkel Jensen stiller den kommende weekend op til anden afdeling af FIA World Endurance Championship på Portimao, hvor han sammen med det japanske Ferrari-team Car Guy Racing skal forberede sig på 24-timersløbet på Le Mans.


(Foto: Car Guy Racing)

Den danske LMP2-stjerne og kommende fabrikskører for Peugeot Sport i Hypercar-programmet, Mikkel Jensen, er den kommende weekend tilbage i en GT-bil, når han stiller op til årets anden afdeling af VM-serien for sportsvogne på Portimao-banen i Portugal. Danskeren stiller op i en Ferrari 488 GTE for Car Guy Racing sammen med australske Scott Andrews og japanske Takeshi Kimura, og trekløveret skal fortrinsvis bruge det otte timer lange WEC-løb som forberedelse på deres indsats i 24-timersløbet på Le Mans i august.


(Foto: Car Guy Racing)

– Jeg glæder mig virkelig til det her løb. Det bliver mit første løb i en GTE-bil, som har endnu mere hardcore og har mere downforce og fart end de GT3-biler, som jeg tidligere har været vant til. Det er samtidig også en mere avanceret racerbil med endnu flere funktioner, som jeg skal lære at kende, inden det for alvor går løs i Frankrig. Samtidig stiller vi også med en ny kørersammensætning, som skal lære at arbejde sammen, og der er løbet en vigtig forberedelse til Le Mans, lyder det fra Mikkel Jensen.


(Foto: Car Guy Racing)

Car Guy Racing stiller til start i GTE Am-klassen under schweiziske Kessel Racing, og mens Mikkel deltog i Asian Le Mans Series tidligere på året sammen med Takeshi Kimura, er Scott Andrews et nyt bekendtskab for danskeren.

– Jeg er rigtig glad for, at vi har fået Scott på holdet. Jeg har kørt mod Scott i LMP3, hvor han var en af mine hårdeste konkurrenter, og han vandt LMP3-klassen på Daytona i år, så jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kørerkvalitetsmæssigt stiller med et stærkt setup. Men vi er også oppe imod en række andre stærke hold, og samtidig er vi nye i GTE Am-feltet, så vi forventer klart at blive hårdt udfordret.


(Foto: Car Guy Racing)

Årets anden afdeling af FIA World Endurance Championship skydes i gang med træning fredag eftermiddag, mens lørdag byder på to yderligere træningssessions samt kvalifikation. Søndag flages det otte timer lange VM-løb grønt klokken 12.00 dansk tid, og fans kan følge med live på TV 2 PLAY, Eurosport, Motorsport.TV samt på den officielle WEC-app.

Fia World Endurance Championship
Tidsplan – Portimao

Fredag 11. juni
15.15 (16.15) – Træning #1 (90 min)

Lørdag 12. juni
09.35 (10.35) – Træning #2 (90 min)
14.00 (15.00) – Træning #3 (60 min)
18.00 (19.00) – Kvalifikation (10 min)

Søndag 13. juni
11.00 (12.00) – RACE (8 timer)

Følg med LIVE: Eurosport, Motorsport.TV, WEC App

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Portimão
  • 13/06/21 - Portimão - FIA WEC - FIA VM

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk