Kasper H. Jensen måtte gennem lidt af et comeback i sin vej til det, der blev årets første heatsejr for High on Cars Racing by Massive Motorsport. Honda-køreren førte sin Civic Type R til sejr i København efter heatet ellers startede utroligt skidt med en tyvstart. Og så blev løbet enormt dyrt for den mesterskabsførende Jan Magnussen, som måtte udgå efter en stor afkørsel.
Tyvstarten til Kasper H. Jensen bragte ham indledningsvist op foran Michael Markussen, som startede på pole position, men efter en strafbane kom Markussen foran igen. Omkring samtidigt havde LM Racings Jan Magnussen en stor afkørsel, hvor mesterskabsetteren ramte muren.
Gustav Birch kørte et blændende heat og blev nummer fire i weekendens første af tre løb. En god start for Peugeots unge håb. (Foto: TCR Denmark/Kim Gripping)
I forbindelse med uheldet blev Jan Magnussens ene hjul revet af bilen, og hjulet ramte Insight Racings Jacob Mathiassen for fuld kraft ude på banen med sin Alfa Romeo, mens resten fik undveget dækket.
Ved genstarten kom der igen forskydninger, hvor Brian Madsen Sports Gustav Birch må noteres for dagens flotteste overhaling, da han i en indbremsning fandt forbi Casper Elgaard og tog fjerdepladsen, mens Kasper H. Jensen samtidigt fandt vej inden om Michael Markussen til føringen. Som nummer tre lå Nicolai Sylvest, der fik sig kørt frem i rækkerne til tredjepladsen, og sådan blev det også til mål, hvor endnu et drama udspillede sig på de sidste omgange. Her knækkede en styrestang på Jacob Mathiassens Alfa Romeo Giulietta, der endte i væggen.
Michael Markussen åbnede løbet fra pole position efter en kvalifikation, hvor koldingenseren ramte helt rigtigt med timingen. Og med en andenplads gav heatet også fine point. (Foto: TCR Denmark/Kim Gripping)
I Trofeo blev kortene også for alvor blandet, for Johnny Vejlebo endte med en stærk præstation med løbets samlede sjetteplads og en sejr i Trofeo foran Kenn Bach, der blev nummer otte samlet, og René Povlsen, som blev nummer ni samlet.
TCR Denmark kører i morgen heats klokken 08.58 og 15.00. TV2 Sport X og TV2 Play sender alle heats med start fra 13.45.
Kasper H. Jensen tog første sejr i 2021 til High on Cars Racing by Massive Motorsport. (Foto: TCR Denmark/Kim Gripping)
TCR Denmark Læs mere om: Massive MotorsportBellahøj (Gadeløb)08/08/21 - Bellahøj (Gadeløb) - TCR Denmark |