IMSA   10/08/21

Mikkel Jensen styrker forspringet i IMSA-mesterskabet
En tredjeplads i weekendens IMSA-løb på Road America betyder, at Mikkel Jensen har udbygget sin føring i det prestigefyldte amerikanske sportsvognsmesterskab, IMSA WeatherTech SportsCar Championship.


(Foto: PR1/Mathiasen Motorsports)

Efter for fjerde afdeling i træk at have sikret et podieresultat i IMSA WeatherTech SportsCar Championship, har den danske LMP2-stjerne og kommende fabrikskører for Peugeot Sport i VM-serien, Mikkel Jensen, igen udbygget sin føring i det amerikanske sportsvognsmesterskab. Sammen med teamkammeraten Ben Keating og resten af holdet bag PR1/Mathiasen Motorsports sikrede danskeren sig søndag aften en tredjeplads i sæsonens femte afdeling på Road America nord for Chicago. Topresultatet blev imidlertid kørt hjem i et løb, hvor mange ting ikke spillede for det amerikanske LMP2-team.


(Foto: PR1/Mathiasen Motorsports)

– Det var et svært løb, hvor vi aldrig lykkedes med at finde farten. Jeg kom i bilen under en periode med safetycar, og derfor startede jeg med at have hele feltet af LMP2-biler liggende lige bag mig. Vi havde været hurtige under forberedelserne og kvalifikationen, så jeg forventede egentlig, at jeg hurtigt ville kunne lægge afstand til de andre biler. Det lykkedes bare ikke. Tværtimod. På langsiden kom den nærmeste forfølger hurtigt op på siden af mig, så jeg måtte bremse meget defensivt nogle omgange, før jeg til sidst blev overhalet. Jeg tabte to positioner på dén måde, og vi måtte erkende, at vi simpelthen manglede topfart i forhold til vores konkurrenter, lyder det fra Mikkel Jensen.


(Foto: PR1/Mathiasen Motorsports)

– Udover dét, så havde vi også udfordringer med bremserne. Temperaturerne svingede meget mellem højre og venstre side af bilen, og det gav en del ubalance, hvilket bestemt ikke er noget, du ønsker, når du angriber svingene på en bane som Road America. Generelt var det bare ikke lige vores dag, og vi må hjem og lokalisere, hvor fejlen hele konkret ligger. Vi endte på en tredjeplads, og dét er bestemt et resultat, vi skal være glade for. Heldigvis for os, så havde vores nærmeste konkurrenter i mesterskabet også en udfordrende dag og sluttede bag os, hvilket betyder, at vi alligevel udbygger vores føring i mesterskabet en lille smule.


(Foto: PR1/Mathiasen Motorsports)

Næste udfordring for Jensen, Keating og resten af PR1/Mathiasen Motorsports er sjette afdeling af IMSA WeatherTech SportsCar Championship, som afvikles på Laguna Seca i Californien den 10.-12. september. Inden da skal Mikkel Jensen dog i aktion til 24-timersløbet på Le Mans den 21.-22. august, hvor han stiller op i GTE Am-klassen med det japanske Ferrari-team Car Guy Racing.


(Foto: PR1/Mathiasen Motorsports)


(Foto: PR1/Mathiasen Motorsports)


(Foto: PR1/Mathiasen Motorsports)

Mikkel Jensen Racing

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Road America
  • 08/08/21 - Road America - IMSA

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto