Nicolai Sylvest har helt fra sæsonens første løbsweekend, der startede godt, men endte med to tabte heats, været i den jagtende rolle i TCR Denmark. Og derfor blev sejren ved Grand Prix Danmark på Jyllandsringen et afgørende vendepunkt for LM Racing-køreren i en weekend, der med Jan Magnussens Le Mans-relaterede fravær også var lidt speciel for racerteamet for Silkeborg.
Sylvest tog foruden finalesejren sig også af 1. heat, og kunne i alt sætte 62 point ind på mesterskabskontoen.
Weekendens første heat åbnede med Sylvest på pole position foran Kasper H. Jensen, Jacob Mathiassen og Casper Elgaard, mens René Povlsen i 5. position havde sikret sig et godt udgangspunkt i Trofeo - og heatet endte også i store træk sådan. Sylvest fik sikret sig fordelen ud af første sving og satte sig på løbet foran netop Kasper H. Jensen og Mathiassen.
Podiet til Grand Prix Danmark - Nicolai Sylvest vinder foran Casper Elgaard og Kasper H. Jensen. (Foto: Kim Gripping/TCR Denmark/Boxengasse.dk)
I Trofeo blev 1. heat til gengæld lidt en rystetur for Kenn Bach og High on Cars Racing. Honda-køreren havde nemlig bremseproblemer hele heatet og fik indledningsvist ikke meget ud af, at han og teamet ellers var rigtig godt kørende ved Grand Prix Danmark. Bach vender vi dog tilbage til, for det lykkedes Honda-køreren at lave et flot comeback.
Casper Elgaard tog for anden løbsweekend i træk en heatsejr til Peugeot. (Foto: Kim Gripping/TCR Denmark/Boxengasse.dk)
Ny skalp til Elgaard
Grand Prix Danmark blev også et godt løb for Brian Madsen Sport og Peugeot. Teamet er inde i en god, opadgående formkurve, og Casper Elgaard kvitterede i andet heat ved at tage teamets anden heatsejr i sæsonen.
I heat 2 startede Michael Carlsen forrest, men fik en straf for tyvstart, og den lukkede senere i løbet Casper Elgaard ind i føringen, efter Elgaard havde lavet en flot opkørsel gennem feltet fra sjette position.
Finalesejre til Nicolai Sylvest og Kenn Bach
Netop den stærkt kørende Nicolai Sylvest og ditto stærke Casper Elgaard kom også til at skrive drejebogen i finalen.
Her stak Casper Elgaard fra pole og tog med en superstart teten foran Nicolai Sylvest, Kasper H. Jensen og Michael Markussen. Men det holdt ikke helt for Elgaard, der hurtigt fik Sylvest på besøg - og den mulighed havde Cupra-køreren ikke tænkt sig at lade passere. Han gik indenom Elgaard med en overhaling for enden af start-mål-langsiden og så sig derefter ikke tilbage. Et resultat, som Nicolai Sylvest selvsagt var meget tilfreds med:
- Helt perfekt weekend. Den eneste lille streg i regningen var heat 2 - jeg fik en god start, men jeg blev lukket lidt ude undervejs i starten. Den ville jeg gerne have haft lidt mere ud af, men absolut en god weekend for os. Der er hentet ind, og de sidste to weekender været supergode for mit vedkommende, forklarer Nicolai Sylvest.
Med sejren bringer Nicolai Sylvest sig op som treer samlet. Kasper H. Jensen fører med 203 point foran Casper Elgaards 200, så er det Sylvest med 173 og Michael Markussen med 162, mens Jan Magnussen efter sit fravær til Le Mans nu er femmer i tabellen med 147.
Kenn Bach løb med sin første Trofeo-sejr i år. (Foto: Kim Gripping/TCR Denmark/Boxengasse.dk)
I Trofeo fik Kenn Bach svaret godt igen fra 1. heat, og endte med at vinde finalen efter et par gode opkørsler. Rent pointmæssigt er det dog Michael Carlsen, der har mest at smile ad efter weekenden, for med en sejr og en andenplads til alle tre kombattanter i toppen af Trofeo blev det alligevel Carlsen, der fik flest point med hjem.
Fynboen fører nu Trofeo med 120 point mod René Povlsens 110 og Kenn Bachs 100. I holdenes mesterskab fører LM Racing fortsat an, men Brian Madsen Sports samlede sejr i teammesterskabet i denne weekend har ladet Slagelse-teamet hale ind på føringen. Brian Madsen Sport tog sig desuden også af sejren i U23 ved Gustav Birch.
Gustav Birch vandt U23-pokalen ved Grand Prix Danmark. (Foto: Kim Gripping/TCR Denmark/Boxengasse.dk)
Næste opgave for TCR Denmark er ved Classic Race Aarhus i Mindeparken den 17-19. september. TCR Denmark Læs mere om: Jyllandsringen22/08/21 - Jyllandsringen - TCR Denmark |