Formel 4   27/09/21

Øgaard er på topniveau i spansk Formel 4
Sebastian Øgaard har for alvor fundet farten i denne sæson. Sammen med det spanske team Campos Racing indtager han andenpladsen i mesterskabet forud for næstsidste afdeling af mesterskabet på Jerez.


(Foto: Campos Racing)

Sæsonen startede godt og er konstant blevet bedre. Både målt på resultater og mavefornemmelse. Sebastian har med fire løbssejre og i alt syv podieplaceringer vist sig som en dygtig og ihærdig kører, og det er noget som er blevet bemærket i det 29 biler store felt:

- Sebastian er en ægte Campos Racing-kører i den forstand, at han er en moden og konstant kører, som altid er klar når muligheden byder sig. Han har allerede sikret flere sejre og podieplaceringer, men endnu vigtigere er det at han på kort tid er blevet en vigtig del af vores team, fortæller team manager Andreu Romera Castillo fra Campos Racing og fortsætter:

- Han passer perfekt ind i vores koncept, og vi er stolte af de resultater, som vi skaber sammen. Jeg er sikker på at dette er starten på en succesfuld karriere for ham.


(Foto: Campos Racing)

Senest imponerede Sebastian på Circuit Ricardo Tormo ved Valencia, hvor han i kvalifikationen havde blot to omgange til at sikre en god startplacering til de to løb. Uden tøven leverede den midtjyske racerkører to sikre andenpladser.

Selv glæder Sebastian Øgaard sig over en sæson, der går "den helt rigtige vej":

- Jeg er glad for at det går så godt! Mine resultater taler jo for sig selv, men i et felt med 28 konkurrenter kommer det ikke af sig selv. Jeg er landet i et velfungerende team, der arbejder enormt professionelt og samtidig nærmest føles som at have en spansk familie. Det har givet mig ro til at fokusere på opgaven, og det har hjulpet meget, fortæller Sebastian Øgaard, som på trods af sine gode resultater ikke længere er med i kampen om det spanske Formel 4-mesterskab.


(Foto: Campos Racing)

- Der er to løb tilbage, og pointmæssigt er det ikke realistisk at hente den førende. Men det er bestemt realistisk at bevare andenpladsen, og det er også hvad jeg arbejder efter, siger Sebastian, som også allerede er godt i gang med planerne for næste år:

- Det handler i den sidste ende altid om økonomi, men mine resultater har betydet at teams i andre og større mesterskaber har fået øjnene op for mig. Der er spændende muligheder på bordet, og der arbejdes på flere af dem i øjeblikket.

Der er stadigvæk to afdelinger tilbage af det spanske Formel 4-mesterskab. Den første køres i weekenden på Jerez, mens finalen køres på Formel 1-banen i Barcelona i midten af november.

Øgaard Racing

Kim Gripping


Læs mere om:
  • Sebastian Øgaard
  • Jerez

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport