TCR Denmark   19/10/21

Godkendt første TCR-sæson for MICCAR RACING
TCR DenmarkMICCAR RACING fik sluttet den første sæson af i TCR Denmark på fornuftig vis.
Teamet med Carsten Lorenzen bag rattet fuldendte deres 9. sæson i dansk asfaltbanesport på sønderjyske Padborg Park.

MICCAR RACING fandt relativt sent ud af, at de skulle være en del af TCR-feltet i år, hvilket betød, at det lille privatteam ikke nåede at teste i bilen før den første officielle TCR-test løb af stablen i april måned. Både team og kører har skullet lære en ny bil at kende og vende sig til at stå på egne ben efter fire sæsoner i Super GT, hvor de har lejet sig ind hos andre teams.

Gennem året har holdet gæstet både permanente baner samt gadebanerne i Aarhus og København, og kørt i både regn- og tørvejr. Erfaringen med forskellige vejrforhold var noget der skulle bruges gennem finaleweekenden.


(Foto: JJ Media)

Asfalten var våd lørdag morgen, men de andre klasser havde fået kørt et tørt spor inden TCR klassen skulle på banen til den første træning kl. 10:35

Carsten fik kørt 15 omgange og her lykkedes det at køre 15. hurtigste tid i det 19 bils store felt. Selvom han havde kørt mange gange på banen i tidligere sæsoner, var det helt nyt land ombord i Honda’en.

Inden træning 2 forsøgte teamet sig med et par små justeringer, men det var ikke noget der gav pote hverken tids- eller placeringsmæssigt.

Lørdag eftermiddag skulle tidtagningen køres og denne var knap nok kommet i gang, inden en konkurrent satte sin bil i sandfanget, hvilket udløste Safety Car. Det kostede adskillige af de i forvejen kun 12 minutter, hvilket kun gav mulighed for 3 flyvende omgange. Det lykkedes at finde over et sekund på tiden, hvilket var super positivt, da de allerhurtigste i feltet næsten kørte de samme tider som tidligere på dagen – altså en reel tidsforbedring for Carsten. Det rakte dog kun til 17. startplacering som nemt kunne have været bedre, såfremt der havde været flere omgange at boltre sig på.


(Foto: JJ Media)

Søndag morgen var banen pladdervåd og derfor skulle de mønstrede regnvejrsdæk på raceren. Lorenzen tog det roligt ned mod første sving, da der næsten med garanti ville blive skubbet og presset der. Det blev der også blandt konkurrenterne, men heldigvis blev den grønne racer ikke selv involveret i det.

Mens bilen havde føltes perfekt i regnvejr på FDM Jyllandsringen, opførte den sig meget speciel under heat 1 på Padborg Park. Det var lige ved at blive til en tur i sandkassen, da han tabte bagenden af bilen i Audi-kurven halvvejs gennem løbet, hvilket også kostede en enkelt placering. Kort tid efter kom der Safety Car så hele feltet blev samlet igen. Det gav nye chancer for Carsten, hvilket han udnyttede med klog og sikker kørsel, mens flere andre kørere lavede dyre fejl.

Så efter 13 hæsblæsende omgange kunne den grønne Honda Civic krydse målstregen på en rigtig flot 13. plads, hvilket samtidig var en 4. plads blandt Trofeo kørerne.

Dermed skulle Carsten også starte 13’er i heat 2. Vejret var ikke blevet bedre men til gengæld havde teamet fundet ud af, hvorfor bilen ikke kørte optimalt i første heat. En kommunikationsfejl blandt mekanikerne, havde desværre resulteret i, at bilens opsætning stod forkert.


(Foto: JJ Media)

Der blev kæmpet hårdt gennem de første omgange af løbet, hvilket kostede lidt placeringer for Carsten. Til gengæld havde han en hel bil, hvorefter han startede en fin og fair fight med Steffen Larsen. Der blev virkelig gået til stålet og Carsten forsøgte indædt at forsvare sin placering, men til sidst måtte han give fortabt og rette ind bag Steffen, hvilket resulterede i en 17. plads.

Finaleheatet skulle startes fra 14. startposition som det lykkedes Carsten at holde fast i gennem de første omgange. Der skulle igen være en god duel med førnævnte Larsen, som igen fandt en vej forbi, men bestemt ikke uden kamp. Herefter var der yderligere lidt kampe som skulle udkæmpes, så målstregen blev krydset på 16. pladsen.

Da det endelige pointregnskab blev offentliggjort, rakte sæsonens pointhøst til en godkendt 7. plads i Trofeo-mesterskabet for Carsten Lorenzen.


(Foto: JJ Media)

Hvis man ser bort fra motoren der gav op i forbindelse med Grand Prix Danmark, har det været en mekanisk fejlfri sæson for MICCAR RACING. Den nye motor var dog også en anseelig og uventet økonomisk post for det lille team, men det lykkedes at overvinde denne hurdle og komme hele vejen til sæsonafslutningen og se målflaget i 20 ud af 21 heats. Holdet vil gerne sende en stor tak til alle samarbejdspartnerne, der har gjort det muligt at få bilen på banen og stille til start i alle weekender, trods de førnævnte udfordringer.

Der skal også lyde en kæmpe tak til alle i teamet – det er jer der holder maskineriet i gang. Dan, Kim, Rasmus, Joan, Thea, Karoline og Steffen – fed arbejdsindsats fra jer allesammen.

En særlig tak til Tommy Schröter og Peter Jæger. Det har været en uvurderlig hjælp at have jer to med, og det har gjort at holdet har taget et tigerspring med hensyn til at komme i gang med TCR Denmark, hvor teamets viden omkring den nye bil og klasse var lig nul i marts måned. Nu står vi her i oktober med en masse viden og erfaringer. Der er ingen tvivl om, at teamet har fået mod på meget mere i 2022.


(Foto: JJ Media)

Nu bliver bilen skubbet ind i værkstedet i Marstrup, hvor den skal gennemgås fra ende til anden, forud for 2022, hvor der igen sigtes mod TCR Denmark hvis økonomien tillader det. Inden da kan bilen dog opleves til Bilmesse & Brugtmarked i Fredericia den kommende weekend.

Afslutningsvis vil teamet gerne benytte lejligheden til at takke nedenstående samarbejdspartnere, der har støttet MICCAR RACING i 2021 og på den måde gjort det muligt at få debut i kongeklassen i dansk motorsport. UDEN JER – INTET RACE!

INNOCON | Byggefirmaet Jens Hansens Eftf. | Dentist.dk | Nitro Motor | B. A. Maskinservice | Breinholt Service & Montage | AUBO Haderslev | Aarøsund Badehotel | Gasberg Holding | Dansk Kedel Kemi | Müller Autotec | Budweg Calipers | SuperSign | PTI Europa | Haderslev Industrilakering | Combino Spedition | Vejlsøhus Hotel & Konferencecenter | SKUUB | Ziwes Eye-Catching Branding | SK Photo | Reklamehuset Sønderborg | Paulsens Solutions | Zet-Chemie Danmark | GoFast | METABO Danmark | BSB Industry | Aarøsund Bådebyggeri & Bedding | JL Skilte | Sunset Boulevard Haderslev | Scandic Falconer | CABINN Aarhus | WOXXI | Top-Glas | Elis | H-Bogføring | Bopladsen Jyndevad | Biltesteren | Modul-System | Working Media | Preston Rentals | MateTea | FlotteGulve.dk | Blåkläder Workwear | IngrediJens | Valby Bryghus | Sækko Presenning | Ebeltoft Park Hotel | Tolstrup Fit Solutions | N. E. Ringsted | Campingworld.dk | Harald Nyborg | ThorVent

MICCAR RACING

JJ Media


Læs mere om:
  • Carsten Lorenzen
  • MICCAR RACING
  • Padborg Park
  • 17/10/21 - Padborg Park - TCR Denmark

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto