FIA WEC   07/11/21

Mikkel Jensen efter femteplads i VM-finale: Fin afslutning på sæsonen
World Endurance ChampionshipMikkel Jensen, Takeshi Kimura, Scott Andrews og resten af Car Guy Racing sluttede på en femteplads i WEC-finalen i Bahrain. En fin afslutning, mener den kommende Peugeot-fabrikskører.


(Foto: Car Guy Racing)

Mikkel Jensen kørte lørdag aften sin gule Car Guy Racing Ferrari 488 GTE #57 over målstregen på en femteplads i finalen i FIA World Endurance Championship på Formel 1-banen i Bahrain. Dermed sluttede danskeren sammen med japanske Takeshi Kimura og australske Scott Andrews i den bedste halvdel af det 13 biler store GTE Am-felt. En fin afslutning på en spændende sæson, mener den kommende fabrikskører hos Peugeot Sport i Hypercar-programmet.


(Foto: Car Guy Racing)

– Vi havde håbet på at kunne slutte året af med et topresultat, men omstændighederne taget i betragtning er en femteplads en fin afslutning. Vores bronzekører, Takeshi Kimura, var bestemt hurtigere end i sidste weekend, som var hans debut på Bahrain-banen, men vi manglede generelt lidt fart for at være med helt oppe foran. Det skyldtes nok nogle af de ændringer, som vi har lavet siden sidste weekend. Nogle ændringer, som ikke gavnede os, da temperaturen faldt hen mod aftenen, forklarer Mikkel Jensen.


(Foto: Car Guy Racing)

– En femteplads var det bedste, vi kunne få ud af situationen. Det gode var, at vi ikke lavede nogen fejl eller blev indblandet i ulykker undervejs. Teamet leverede igen et godt stykke arbejde, og det var i det hele taget fedt at bringe bilen sikkert i mål efter et otte timer langt og benhårdt ræs. Kimura, som både er vores bronzekører og samtidig ejeren af teamet, har haft en fantastisk sæson, og dét er vigtigt.


(Foto: Car Guy Racing)

– Vi formåede at være med i kampen om sejren på Le Mans, og en femteplads i finaleløbet er skam også noget at være stolt af, når vi som gæstehold kæmper mod teams, der har deltaget i alle sæsonens afdelinger og desuden deltager sideløbende i andre GTE- eller GT3-serier som European Le Mans Series. At køre med i VM-serien for Car Guy Racing denne sæson har været en rigtig fed oplevelse og en god opvarmning til mit arbejde med Peugeot Sport i Hypercar, som vi tager hul på i løbet af 2022.


(Foto: Car Guy Racing)

Mikkel Jensens næste opgave skal eksekveres i den kommende uge, hvor han er tilbage i den amerikanske IMSA-serie sammen med PR1 Motorsports i LMP2-klassen. Her gælder det nemlig finalen i det prestigefyldte amerikanske sportsvognsmesterskab, WeatherTech SportsCar Championship, der afvikles som et 10-timersløb, det berømte Petit Le Mans, på Road Atlanta i Georgia. Finalen bliver afgørende for Mikkel Jensen og teamkammeraten Ben Keating, som stiller op med en føring i mesterskabet.

Mikkel Jensen Racing

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Road Atlanta
  • Sakhir
  • 06/11/21 - Sakhir - FIA WEC - FIA VM
  • 13/11/21 - Road Atlanta - IMSA

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk