FIA Formula 2   09/12/21

Christian Lundgaard klar til sit sidste Formel 2 løb
Christian Lundgaard stiller til start i sit sidste Formel 2 løb, når sæsonfinalen i Formel 2 afvikles i Abu Dhabi i den kommende weekend. Efter to sæsoner med ART Grand Prix i Formel 2 skifter den 20-årige dansker næste år til den amerikanske Indycar serie, hvor han skal køre for Team RLL.

Det var ved sæsonstarten i Formel 2 forventet, at Christian Lundgaard var en af kørerne, der ved løbet i Abu Dhabi skulle kæmpe med om Formel 2 titlen. Lundgaard har ved adskillelige lejligheder vist speed og racecraft, men sæsonen har været præget af en helt utrolig række af uheld, tekniske udfordringer og påkørsler. Men Lundgaard fik ved et enkelt løb i Indycar vist talentet og han fortsætter i 2022 karrieren i USA. Han er fortsat tilknyttet Alpine Formel 1 teamets juniorprogram, Alpine Academy, der har været med til at placere ham i Indycar, den amerikanske pendant til Formel 1. Så med den fortsatte karriere på plads, vil Christian Lundgaard gerne slutte Formel 2 af med at vise, at han hører til i toppen af feltet, hvor han gennem de to sidste sæsoner har scoret to sejre og ni podieplaceringer.


(Foto: Getty Images)

"Min sidste weekend i Formel 2... Det bliver spændende og jeg glæder mig til at køre uden pres" fortæller Christian Lundgaard. "Jeg skal nyde mit sidste Formel 2 løb og jeg håber vi kan hygge os og få noget godt ræs. Jeg vil selvfølgelig rigtig gerne slutte af med et topresultat, men jeg føler ikke, det er fordi jeg har noget jeg skal bevise. Min fortsatte karriere er på plads og Formel 2 har desværre slet ikke været vores år resultatmæssigt. Selvom jeg har leveret nogle gode præstationer, så er resultaterne udeblevet, da tingene bare ikke er gået vores vej. Men jeg har da en følelse af, gerne at ville slutte godt, men på samme tid, er der ikke noget pres om, at det er noget jeg skal. Så mentalt er jeg helt klar og sammen med teamet er vi et godt sted lige nu. Vi havde god speed i sidste weekend, så det håber jeg også vi har i denne weekend. Så kan jeg få det hele sluttet af med at have en rigtig god weekend, så vil jeg være en glad mand".

Stilling i Formel 2 efter 7. afdeling
1. Oscar Piastri, Prema Racing #2, 213,5 point
2. Robert Schwartzman, Prema Racing #1, 162 point
3. Guanyu Zhou, Uni-Virtuosi Racing #3, 149 point
4. Dan Ticktum, Carlin #5, 139,5 point
-
11. Christian Lundgaard, ART Grand Prix #9, 50 point

Tidsskema for 8. afdeling af Formel 2 (DK tider)
Træning: Fredag kl. 8.35-9.20
Kvalifikation: Fredag kl. 15.30-16.00
Sprintløb 1, 23 omgange: Lørdag kl. 9.20-10.05
Sprintløb 2, 23 omgange: Lørdag kl. 15.45-16.30
Hovedløb 33 omgange med tvunget dækskifte: Søndag kl. 10.00-11.00

Pointfordeling i Formel 2
I kvalifikation gives point til Pole Position: 4
I sprintløb 1 gives point til top otte: 15-12-10-8-6-4-2-1 + 2 point til køreren i top ti med hurtigste omgang.
I sprintløb 2 gives point til top otte: 15-12-10-8-6-4-2-1 + 2 point til køreren i top ti med hurtigste omgang.
I hovedløbet gives point til top ti: 25-18-15-12-10-8-6-4-2-1 + 2 point til køreren i top ti med hurtigste omgang.
Det maksimale antal point en kører kan score i en weekend er 65 point.

Løbsformat
Kvalifikationen giver startopstillingen til hovedløbet. Startopstillingen til sprintløb 1 afgøres også af kvalifikationen, men her byttes rundt på top ti. I sprintløb 2 bliver startopstillingen afgjort ud fra resultatet fra sprintløb 1, men igen byttes rundt på top ti.

Resterende løbskalender
8: 10-12/12 Yas Island, Abu Dhabi

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Christian Lundgaard
  • Yas Marina Circuit
  • 12/12/21 - Yas Marina Circuit - FIA Formula 2

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk