Diverse   31/01/22

DASU Elitenyt
Stærkt danskeraftryk på Daytona - sådan gik det - og det sker i denne weekend
Årets første store langdistance klassikere blev afviklet den forgangne weekend i Daytona, Florida. Det var 60. gang løbet blev afviklet og igen med et massivt, dansk aftryk. For unge Malthe Jakobsen blev det til karrierens foreløbige højdepunkt, mens andre var ”lige-ved-og-næsten”.

Siden sidst


(Foto: Richard Prince)

Podie til Malthe på Daytona!
Hvis 24-timers løbet på Daytona var sluttet efter 12 timer havde tre af de fem klasser muligvis haft danske vindere. På det tidspunkt førte Kevin Magnussen løbet generelt i DPi, mens Mikkel Jensen og Frederik Schandorff var i front i deres respektive klasser.

Men i løbets sidste tredjedel begyndte danskerne at opleve modgang med diverse tekniske problemer og straffe. Kevin og CGR Cadillac fik problemer med benzintilførslen og mistede mange omgange, Mikkel og PR1/Mathiasen Motorsports i LMP2 manglede topfart og Frederik og hans McLaren-team fik bremseproblemer. Da Nicklas Nielsen og AF Corse Ferrari samtidig måtte indkassere en tidsstraf kort før slut forsvandt den sidste mulighed for en dansk sejr, og det blev til flere af de utaknemmelige fjerde- og femtepladser.

Det blev dog heldigvis til en enkelt dansk podieplacering, idet 18-årige Malthe Jakobsen leverede en fornem indsats i LMP3. Thyboen var hasteindkaldt til Sean Creech Motorsports, og han var stærkt medvirkende til at teamet kunne slutte på andenpladsen i klassen; noget der ligner et internationalt gennembrud for den unge dansker.

Også løbets danske endurance-debutant Oliver Rasmussen leverede en flot indsats og blev sammen med sit team G-Drive Racing nr. 5 i LMP2, mens de to tidligere GT-verdensmestre Nicki Thiim og Marco Sørensen begge havde problemer undervejs. Det samme gjaldt High Class Racing med Anders Fjordbach og Dennis Andersen i LMP2.

Alt i alt dog en meget stærk dansk indsats, der lover godt for resten af året.

Læs reaktioner og se resultaterne fra flere af danskerne her.


(Foto: Malthe Jakobsen Motorsport)

 

Det sker

Fra Florida til Sydafrika
To af de danske deltagere rejser direkte fra USA til Sydafrika, hvor de skal deltage i sidste afdeling af løbsserien Intercontinental GT Challenge.

Nicklas Nielsen skal sammen med Alessandro Pier Guidi/Come Ledogar forsvare den spinkle føring på to points, Ferrari-teamet (AF Corse) har inden finaleløbet, og danske High Class Racing er til start i Audi med Anders Fjordbach, Mark Patterson og Michael Markussen.

For sidstnævnte gælder det debut i international GT3, efter i flere år at have været en dominerende faktor i hjemlig motorsport. Sydjyden har også et dansk mesterskab i Formel Ford på sit cv.

Løbet køres over 9 timer lørdag d. 5 februar på den tidligere Formel 1-bane Kyalami.

Kyalami 9 Hours kan følges på seriens hjemmeside her.

DASU


Læs mere om:
  • Anders Fjordbach
  • Dennis Andersen
  • Frederik Schandorff
  • Kevin Magnussen
  • Malthe Jakobsen
  • Marco L. Sørensen
  • Michael Markussen
  • Mikkel Jensen
  • Nicki Thiim
  • Nicklas Nielsen
  • 30/01/22 - Daytona - IMSA

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk