DM Rally   09/03/22

Glad Sport går efter DM-guldet
Mandag aften blev et nyt rallyteam præsenteret i Kalundborg. Glad Sport er navnet, og i den kommende sæson indsætter det to toptrimmede Peugeoter i kampen om Danmarksmesterskabet i rally med mandskaberne Jacob Madsen/Line Nedergaard og Kenneth Madsen/Mette Felthaus.

Når Glad Sport holder klar ved starten på den første hastighedsprøve til DM-premiere i Slagelse Rally den 9. april, er der på en og samme tid tale om et nyt team og et sammentømret mandskab. Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang) vil forsøge at forsvare deres titel i Dansk Super Rally, og Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) skal jagte generalsejre. Men hvor det sidste år skete i Suzukier, sker det nu i to spritnye Peugeoter.


Hele Glad Sport samlet ved præsentationen i Kalundborg.
(Foto: Jokum Tord Larsen)

”Som familie har vi altid været glade for motorsport. Min far har kørt rally i 70erne, og jeg har selv kørt ørkenrally,” siger Jacob Glad. ”Vi har kendt Kenneth og Jacob gennem mange år, men de stod uden biler til den kommende sæson, og vi syntes, at det ville være ærgerligt, hvis ikke deres talent og potentiale skulle udnyttes. Derfor gik vi i dialog, og i samarbejde fik vi skabt grundlaget for det nye team.”

”Vi skylder Anders Lysen en stor tak for hans indsats med det gamle Suzuki-team. Hvis ikke mandskabet havde været samlet, og vi selv skulle have bygget det op fra grunden, var vi ikke gået ind i sådan et projekt. Men vi mødte et komplet team med stor vilje og stor passion for tingene – det ville vi også være en del af.”

Men selv om alle hovedpersoner i Glad Sport kender hinanden, bliver der tale om nye udfordringer. Kenneth Madsen/Mette Felthaus skal således køre i en Peugeot 208 R5 i Rally2-klassen for firhjulstrukne rallybiler, mens det er en Peugeot 208 Rally4 i klassen for trimmede tohjulstrukne biler, Jacob Madsen/Line Nedergaard skal køre.

”Jeg har aldrig kørt i en fransk rallybil før, men det glæder jeg mig til,” siger Jacob Madsen. ”Sidste år tog Line og jeg totalsejren i Dansk Super Rally, og selv om det måske bliver svært at gentage den præstation, vil vi da gøre forsøget. Vi kører jo for at vinde og hive nogle pokaler hjem.”

”På mange måder ligner vores nye Peugeot den gamle rallybil. Den har så godt nok et kun en femtrinsgearkasse, men det klarer vi nok. Men det bliver virkelig spændende at skulle deltage i Rally4-klassen, hvor der er mange fabriksbyggede rallybiler, som er konstrueret efter det samme reglement. Konkurrencen skal nok blive hård.”

Mens Jacob Madsen inden præstationen endnu ikke havde haft mulighed for at prøve sin nye rallybil, har Kenneth Madsen kørt i sin.


Kenneth Madsen har haft mulighed for at gennemføre en enkelt funktionstest med sin nye Peugeot 208 R5.
(Foto: Jokum Tord Larsen)

”Jeg har prøvet bilen på en flyveplads. Det var en simpel funktionstest, men bilen virker rolig og meget afbalanceret,” siger Kenneth Madsen. ”Jeg glæder mig virkelig meget til at prøve den af på en rigtig hastighedsprøve.”

”Den første prøvestart er jo det, vi har arbejdet henimod i over et halvt år. Det har været et kæmpestort arbejde at få alt dette op at stå, og det er også fedt, når det så lykkes. Vi har arbejdet for at skabe et vinderteam, og det har ikke kunnet lade sig gøre uden dels vores faste mekanikercrew, dels Jacob Glad og alle de mange virksomheder i Vestsjælland, som står bag teamet.”

”Jeg håber, at vi i Glad Sport kan stille med et hold, som er rigtig godt forberedt,” siger Jacob Glad. ”At Jacob og Line, Kenneth og Mette kan gøre en god indsats på hver eneste prøve. Det er vigtigt at være skarp fra første prøve, og det tror jeg, at alle i teamet vil være. Der er mange frivillige kræfter, men vi har også en forpligtelse til at vinde DM i både firhjulstrækker- og tohjulstrækkerklassen. Vi vil gøre alt for at stå øverst på skamlen.”

Grundstammen i Glad Sports 2022-program bliver kampen om Danmarksmesterskabet i rally, der strækker sig over seks løb fordelt med et i Nordtyskland, to i Jylland, et på Fyn og to øst for Storebælt. Men allerede i den kommende weekend skal man i aktion, når man deltager i det belgiske Rallye de Hannut.

”Vi har valgt løbet, fordi der er en testprøve på otte kilometer, som vi fredag kan køre fra klokken 8 til klokken 16,” forklarer Kenneth Madsen. ”Lørdag er der notekørsel, og om søndagen kører vi fem prøver tre gange. Det er et løb, der har det hele, og som slutter i mørke, så det er et perfekt sted at få lært mest muligt om de nye Peugeoter.”

Glad Sport Presse


Læs mere om:
  • Jacob Madsen
  • Kenneth Madsen
  • Line Nedergaard
  • Mette Felthaus
  • Glad Sport

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk