Den nybagte Sebring-vinder og fabrikskører for Peugeot Sport i VM-serien annoncerer nu sin tredje deltagelse 24-timersløbet på Le Mans – samt fuld deltagelse i 2022-udgaven af European Le Mans Series.
(Foto: Car Guy Racing)
Mikkel Jensen kan i kølvandet på karrierens anden klassesejr i 12-timersløbet på Sebring nu føje endnu flere løb til sin 2022-kalender. Den 27-årige dansker stiller nemlig for tredje gang i træk op til årets 24-timersløb på Le Mans – nu kombineret med en fuld deltagelse i 2022-udgaven af European Le Mans Series.
(Foto: Car Guy Racing)
Mikkel Jensen stiller som sidste år op for Car Guy Racing med japanske Takeshi Kimura, hvor han i år også skal dele holdets Ferrari 488 GTE Am med danske Frederik Schandorff. Trekløveret starter forberedelserne til den franske 24-timersklassiker den 17. april, hvor første afdeling af det seks løb lange European Le Mans Series flages grøn på franske Paul Ricard.
(Foto: Car Guy Racing)
– Det er en rigtig fed nyhed. Et teknisk problem sendte os ud af 2021-udgaven af 24-timersløbet på Le Mans, hvor vi ellers var med til at kæmpe om føringen i GTE Am-klassen, så det bliver godt at vende retur med Car Guy Racing for at tage revanche. Jeg er naturligvis også enormt glad for, at vi har fået Frederik Schandorff med ombord. Frederik vandt GT Open-serien sidste år og er en hurtig, konsistent og erfaren langdistancekører, som styrker vores lineup, og som jeg glæder mig til at samarbejde med. Endelig glæder jeg mig til for første gang at opleve et 24-timers Le Mans uden restriktioner – med fuldt tilskuerantal, paradekørsel gennem Le Mans og alle de andre festligheder. Vi skal ned og gøre de danske fans klar til 2023, hvor det handler om det helt store trofæ i Hypercar-klassen, lyder det fra Mikkel Jensen.
(Foto: Car Guy Racing)
Mikkel Jensen kommer til at køre European Le Mans Series-programmet sideløbende med såvel sin deltagelse i det amerikanske IMSA-mesterskab og udviklingen af den nye Peugeot-racerbil, som den franske bilfabrik forventes at indsættes i topklassen, Hypercar, i sidste halvdel af årets udgave af FIA World Endurance Championship.
(Foto: Car Guy Racing)
– Jo mere ræs, jo bedre. Det er enormt spændende at være med til at udvikle en Hypercar helt fra bunden, som det er tilfældet med vores Peugeot. Det er endnu ikke planlagt, hvornår vi stiller op til den første afdeling af VM-sæsonen, og derfor gælder det om at holde sig i form. Jeg er glad for, at Peugeot Sport har givet mig mulighed for at sige ja til at deltage i de forskellige løb og mesterskaber og kan nu se frem til endnu et travlt år med masser af fede løb på kalenderen.
(Foto: Car Guy Racing)
Mikkel Jensen Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Mikkel Jensen12/06/22 - Le Mans - Le Mans |