Formel 1   29/05/22

Perez fik sin hævn
Nedtællingsløb gav tæt afslutning
Efter at have ladet Verstappen komme forbi to gange i sidste uges løb, fik Perez sin sejr i Monaco. Med de to Red Bull splittet af en Ferrari, var der ingen mulighed for teamordrer. Ellers var kaos et ord, der kunne beskrive løbet. Af et løb i Monaco var det sådan set spændende, selvom mængden af overhalinger ikke var imponerende.

Starten på løbet blev forsinket på grund af regn. I modsætning til Belgien sidste efterår, valgte man at smide det røde flag efter to formationsomgange bag SC. Pausen inden de kom i gang igen, var lidt lang, men F1 har længe haft en tendens til at være overforsigtige. Men i gang kom løbet - med et helt felt på full wets. De første stoppede tidligt for inters, mens de forreste blev hængende ude på banen, mens den tørrede.

Af de fire første var det lokalhelten Leclerc, der pittede først. Det sendte ham ned på 4. pladsen. Samtidig havde Sainz meddelt teamet at han ville blive ude på banen til den var klar til slicks. Den strategi syntes Red Bull var fornuftig, så de valgte det samme. Da banen så var klar til slicks lavede begge teams et dobbelt pitstop. Ferrari gjorde det først - og det var ikke planlagt. På vej ind i pitten råbte de "stay out" til Leclerc, men for sent.

Red Bulls var planlagt. Perez var forrest af de to, så han var også den første til at få skiftet sine dæk. På vej ud blev de to Red Bull racere splittet af Sainz, som resten af dagen i praksis fungerede som et skjold for Perez, så mexicaneren ikke risikerede beskeder fra pitten om at lade Verstappen komme forbi.

Og så kom der et rødt flag. Nede ved poolen skred Schumacher ud og bilen kastede sig med en brutal kraft ind sikkerhedsbarrieren og blev revet midt over. Heldigvis var det kun bilen, der kom til skade. Schumacher selv kunne gå fra stedet. Det blev til nogle runder under SC, men et er at flytte en bil - selvom den er i samlesæt, er de hurtige i Monaco. Et andet er, at få barrieren på plads. Så alle fik en lille pause. Løbet var allerede under tidspres og nu var det helt sikkert under pres. Flere forstyrrelser og muligheden for at opnå fulde point ville forsvinde.

Man valgte at lave en rullende genstart og det afgjorde sådan set løbet. Red Bull forsøgte med at sætte medium dæk på deres biler, mens Ferrari valgte at blive på de hårde dæk, de havde på i forvejen. Umiddelbart skulle det give en fordel til tyrene, men hingsten bed fra sig og fulgte med. Perez lavede et lock up på den første omgang og hans dæk blev mere og mere slidte, men de andre var heller ikke for gode, så selvom de fire forreste kørte tæt, var der ingen rigtige angreb - kun ansatser til et - fra Sainz. Der dog i stedet virkede tættere på at ramle ind i Perez' bagdel, end at havne i et realistisk overhalingsforsøg. Men med under fire sekunder mellem top fire, var det alligevel en spændende slutning.

Russell kom i top fem igen - uden at man så meget til ham. Han kunne ikke følge med de fire første og han havde kun Norris bag sig - indtil Norris gik i pit, fik nye dæk og et ekstra point for hurtigste omgang. Det var Alonsos skyld at han kunne tage det ekstra stop og holde fast i 6. pladsen, for Alonso, der blev 7'er opgav hurtigt efter genstarten at gøre noget fremadrettet og forsvarede sig i stedet mod Hamilton, der blev 8'er, på en så effektiv måde, at resten af feltet lå som perler på en snor efter Alpine raceren. Det gik ud over Ocon som krydsede stregen som nr. 9, men havde en 5 sekunders straf, som betød at han røg ud af pointene.

Så Bottas blev forfremmet til en 9. plads, mens Sebastian Vettel blev en heldig 10'er og fik det sidste point.

I den samlede stilling udbyggede Verstappen sit forspring til Leclerc en smule, mens Perez fik reduceret til at være seks point fra Leclerc og 15 point fra Verstappen - som for at understrege, at han også er inde i kampen om VM.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Monaco
  • 29/05/22 - Monaco - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk