Danish Endurance Championship   30/05/22

Ronnie Bremer gjorde rent bord
DEC - Danish Endurance ChampionshipDEC blev skudt i gang på Ring Djursland
Sidste efterår fik et nyt bilmærke sin debut i Danish Endurance Championship. Det var det østrigske KTM, hvor Ronnie Bremer, Hvidovre, var en af chaufførerne, og da årets sæson blev skudt i gang på Ring Djursland med to løb, var han atter at finde i feltet. Men det var faktisk kun i forbindelse med starterne, at den tidligere IndyCar-kører kom i kamp med sine konkurrenter, for i sin sorte KTM GT2 var han ganske suveræn.

I lørdagens timelange løb tilbagelagde Ronnie Bremer 71 omgange. Det var to mere end nærmeste rival, TWX Bilers Torben Ingerslev, Struer, i Ferrari 488 Competition Evo, men forspringet kunne faktisk have været større, hvis ikke Ronnie Bremer mod slutningen af løbet havde set sig nødsaget til at spare på benzinen. Der blev nemlig slet ikke indsat nogen safety car, hvilket han havde kalkuleret med i sin strategi, men inden han valgte at slække på gassen, havde han dog nået at sætte en ny banerekord i 47,697 sekunder for den 1.752 meter lange bane.


Ronnie Bremer satte ny banerekord på vej mod weekendens første sejr.
(Foto: Henning Smed Madsen)

I søndagens løb havde Ronnie Bremer ikke behov for at slappe af, og her kørte han én omgang mere og sejrede med fire omganges forspring godt hjulpet af, at Torben Ingerslev måtte have et ekstra pistop.

Division 3 talte ved sæsonpremieren primært TCR-biler fra Seat og Cupra, og de meget identiske biler var da også medvirkende til nogle særdeles tætte opgør. I lørdagens heat var det såkaldte Peter og Mikkel Obel, Kalundborg, som havde ført størstedelen af løbet, men i den afsluttende fase kom Niels Nyboe, Ringe, tættere og tættere på. Da der manglede to minutter af løbet, kunne fynboen sætte det afgørende stød ind og vinde med 1,4 sekund!


Der var et tæt opgør i begge løb for division 3.
(Foto: Henning Smed Madsen)

I søndagens heat lagde Mikkel C. Johansen, Slagelse, stærkt ud og fik opbygget et solidt forspring, men da bilen blev overtaget af Ole Klitgaard, Svendborg, kunne denne ikke holde samme tempo. Han blev indhentet og endte på tredjepladsen, hvorefter der igen opstod kamp om førstepladsen. Denne gang vandt familien Obel divisionen med 0,4 sekund foran Niels Nyboe.

I division 4 kunne Michael Nielsen, USA, i MN Racings BMW M4 GT4 lægge sig i front for mesterskabet med to løbssejre, mens Syddjurs Racing med Henrik Thomsen/Rasmus Pedersen, begge Ebeltoft, gjorde rent bord i division 1 for de mindste biler.

Division 2 blev domineret af teams med de franske Porsche RCZ-sportsvogne. Her var der god kamp mellem CA Racings eksemplar, der blev kørt af Claus Juhl Hansen/Andreas Jaes Hansen, begge Hørsholm, og Team Far & Søn, hvis bil blev delt af Søren Behnfeld/René Nielsen, begge Aabenraa. De endte med en sejr hver og deler førstepladsen i tabellen.

Danish Endurance Championship
Padborg Park I/S

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 29/05/22 - Ring Djursland - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto