Formel 4   13/07/22

Farten var med Gravlund - heldet udeblev
I weekenden kørte Sebastian Gravlund det sidste løb i F4 Spain inden sommerpausen. På den legendariske Spa Francorchamps-bane måtte det unge talent sande, at rå fart ikke er nok til store resultater.


(Foto: Fotocar13)

På de store langsider kan man få stor fordel ved at slipstreame - ligge i læ for vinden - bag sine konkurrenter, men da den 16-årige racerkører skulle kvalificere sig, var der ingen at ligge bag.

- Jeg havde egentlig ret god fart i bilen, men jeg var alligevel et pænt stykke fra de bedste kørere i feltet. Min bedst placerede teamkammerat hentede godt et sekund alene på grund af slipstreaming, så havde jeg haft dén mulighed, kunne jeg nok have været lidt længere fremme.

Sebastian kvalificerede sig som henholdsvis nummer 17, 16 og 18 ud af 31 kørere til weekendens tre løb, men modstanden stoppede ikke efter kvalifikationen.

- Jeg lavede en af mine gode starter i det første løb, men nede midt i feltet bliver der kørt hårdt og taget chancer for at komme fremad - og det gør jeg også selv - så efter lidt tumult var min frontvinge ødelagt og jeg måtte i pit, fortæller Sebastian Gravlund, som heller ikke havde den heldigste tur i andet heat.


En god start er ikke nok til at få et godt resultat
(Foto: Fotocar13)

Her blev han allerede i første sving presset ud over en af de "pølse-curbs", som ligger udenfor banen. Da først han var tilbage på banen, var han bagerst i feltet og uden chance for at hente feltet. Dermed var der fuldt fokus på en stærk afslutning i weekendens sidste løb:

- Jeg fik en fin start og kom nogle placeringer frem, men fik lavet en kørefejl og røg ned bagerst i feltet, da der så kom safety car på banen i nogle omgange. Derefter fik jeg hentet lidt flere placeringer, men så var der safety car igen - så kan man godt blive lidt utålmodig, griner Sebastian, som igen kunne hente et par placeringer da løbet blev givet frit.

Men så var det også slut. Et større crash sidst i løbet betød at løbet blev afsluttet før tid, og Sebastian blev noteret for en 19. plads. Langt fra de resultater, han havde håbet på:

- Egentlig synes jeg at jeg havde en god fart og lavede nogle fine overhalinger i løbene, men jeg mangler stadigvæk erfaring i forhold til de konkurrenter som har kørt en sæson eller to i klassen, så jeg ved at det handler om at jeg skal lære endnu mere end jeg allerede har gjort, siger Sebastian, som har fokus rettet mod ét særligt område i sommerpausen:


Farten var der, men der er hjemmearbejde til sommerferien
(Foto: Fotocar13)

- Jeg skal have øvet mig på kvalifikationerne, for når først jeg kommer op blandt de ti bedste er der meget mindre ballade og kampe mellem kørerne. Så kan jeg fokusere på at komme fremad i stedet for bare at overleve, og det er dér, jeg for alvor kan blive god, slutter Sebastian.

Bortset fra en enkelt test i den kommende uge står den nu på sommerferie for Sebastian indtil det danske mesterskab tager hul på efterårssæsonen midt i august måned.

F4 Spain: Se eller gense løbene fra Spa:
Race 1   -   Race 2   -   Race 3

Gravlund Motorsport

Kim Gripping


Læs mere om:
  • Sebastian Gravlund

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk