CHGP   04/08/22

Sensommer og race = CHGP selvfølgelig
CHGPSommeren har været fuld af alle de sædvanlige store sportsarrangementer; Le Mans, Wimbledon, Tour de France, 24 timers løb på Spa og mange mange flere - alle med deltagelse af danskere, der virkelig gør sig bemærket for deres gode præstationer. Nu er vi kommet ind i den sidste sommermåned, der for 21. gang betyder at CHGP slår dørene op for alle, der har lyst til at nyde eller yde ved det populære race på bybanen i København.

Faktisk er det 9. år i træk at Copenhagen Historic Grand Prix slår dørene op på Bellahøj Park, til årets event med både historiske og nye racerbiler i alle mulige forskellige afskygninger, på vejene omkring Bellahøj Park.

Der vil, som altid, være oplevelser at finde for hele familien, når man har entreret CHGP på området ved Bellahøj Park. Der er mulighed for Off Road experience med en realistisk oplevelse af en tur i en off roader bil. Der er mulighed for at ’køre’ i den virtuelle verden i E-Sport Centeret i Grøndal Multicenter, der findes fjernstyrede biler som man kan prøve kræfter med at styre og mulighed for at børnene kan køre Gokart. Er man ikke til at kaste sig ud i for mange udfordringer, er det muligt at gå rundt og beundre de flotte udstillede biler og ikke mindst Kevin Magnussens Haas F1-racer. Og skulle alt dette nu føre til en spirende sult, lækkersult eller tørst, ja så findes der også en løsning på det til CHGP på Bellahøj Park, da der findes foodcourts med alverdens mad og drikke.

Kort sagt skal man lede længe for at finde en undskyldning for ikke at tage til Bellahøj i den lidt forlængede weekend fra fredag den 5. august til og med søndag den 7. august. Og hvis ikke familie, venner, bekendte, kæreste eller forældre har lyst til at tage med, så fortvivl ikke… For på Bellahøj Park finder man givet vis over 40.000 andre 'motorsportstosser' at dele oplevelserne med – og så lige midt i byen.

Så er man til flotte, velholdte og hurtige biler og har lyst til at møde racerkørere fra ind- og udland, ja så er vejen forbi Bellahøj Park et must og altid en oplevelse uden sidestykke!


(Foto: Motorsporten.dk)

Allerede fredag kl. 12.00 starter festlighederne. En kortege, af racerbiler og sportsbiler, kører fra Bellahøj Park mod Københavns Rådhus med forventet ankomst kl. 12.20. Kortegen kan opleves på ruten, som er: Hulgårdsvej, Borups Alle, Bispeengbuen, Ågade, Åboulevarden, Gyldenløvesgade og videre ad H. C. Andersens Boulevard til Rådhuspladsen. Bilerne bliver linet op på Rådhuspladsen og alle forbipasserende har mulighed for at stoppe op og beundre de spektakulære og flotte biler og måske få en snak med kørerne. Inde på Rådhuset afholdes det officielle CHGP-pressemøde, som er startskud til årets event. Omkring kl. 14.30 kører kortegen tilbage mod Bellahøj Park.

Fordi programmet for CHGP igen i år starter fredag kl. 17.00, vil Bellahøj Park syde af liv og gensynsglæde, da deltagere i årets CHGP har indfundet sig og ved at rigge deres pladser og telte klar til, at være hjemsted for kørere, mekanikere, hjælpere og biler de næste par dage. Også publikum er givet begyndt at finde vej mod Bellahøj Park, både for ikke at gå glip af fredagens program, men også for at nyde den dejlige stemningen på pladsen.


(Foto: Motorsporten.dk)

Som skrevet kører de første racerbiler ud på banen fredag kl. 17.00 og tager de første omgange på den 2,4 kilometer lange bybane. Der vil være træning og tidtagning helt frem til kl. 20.30. Der er træning for fire klasser og tidtagning for fire klasser – så alle klasser er repræsenteret allerede fredag.

I de historiske klasser, er det med biler helt tilbage fra 1930. Der er mange forskellige bilmærker og typer, men et er fælles - de bliver passet og plejet i alle ender og kanter - og det er sikkert, at både biler og kørere præsterer alt hvad de har i sig frem mod det ternede flag.

I år er det for første gang muligt at møde Klasse Y, Youngtimer, til CHGP. Kravet for at deltage i denne klasse er alene, at bilen skal være fra før 2002, men oftest er det biler fra 1980’erne, 1990’erne og de tidlige 2000’er, så der er mange fede og seje racerbiler i denne klasse; bl.a. BMV M3, Porsche 944, Audi A3 Turbo, Toyota Supra… Løbene som Youngtimer-klassen kører til CHGP tæller ikke med i mesterskabs regnskabet, men det kommer næppe til at påvirke kørernes engagement, da vindergenet er meget veludviklet hos de fleste.

Igen i år deltager TCR, Touring Car Racing, de store flotte og super hurtige biler, der skal køre om point i mesterskabet på den smalle bybane, hvor pladsen er trang og omkranset af beton, der ofte kræver sine ofre, hvis bilen rammer ind i barrieren. De mange TCR kørere, ingen nævnt ingen glemt, holder hårdt på når de fem røde lamper slukker. Alle vil gerne køre så mange point som muligt ind, i kampen om at vinde mesterskabet


(Foto: Motorsporten.dk)

Lørdag starter de første biler og kører ud på banen allerede kl. 8.30 og frem til kl. 11.45 er det primært træning og tidtagning. Klasse T, TCR, der lægger ud med træning og senere tidtagning samt tidtagning i den historiske klasse B, biler op til 1965, Klasse G, Royal PRO/AM og Klasse L, Legends Car Cup.

Dog kører både Klasse Y, Youngtimer og Klasse E, Historiske biler og til 1990 hver deres første løb 1 fra kl. 10.20 til kl. 11.10.


(Foto: Motorsporten.dk)

Lørdag kl. 11.55 er der officielle åbnings cermoni for CHGP 2022 og efterfølgende, er det Race for Riget, der er på programmet. Både lørdag og søndag er programsat med Race for Riget kl. 12.10. Race for Riget er et tilbagevendende, elsket og velbesøgt indslag ved CHGP, hvor man har mulighed for at købe en plads på passagersædet i en af de mange fantastiske racerbiler og sportscars og med en chauffør ved rattet, der kan køre så godt og stærkt, at de fleste passagerer ser helt rundtossede og superbegejstrede ud efter turen. Gå ind på CHGP’s hjemmeside og se alle de mange kørere og biler, man kan vælge mellem at komme ud at køre med.

Turene er inddelt i prisklasser alt efter kører og bil, men det mest fantastiske er, at alle kørere og biler deltager helt uden beregning og dermed går alle pengene ubeskåret til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet, og det er rigtig mange penge der er kørt ind og doneret siden starten i 2010 - det kan man da kun glædes over!

Giv dig selv eller en, du holder af, en helt fantastisk og unik oplevelse for livet og vær samtidig med til at støtte BørneUngeProjektet på Riget - du gør dig slet ingen forestilling om, hvor meget pengene betyder for børnene og de unge mennesker, i en for dem ubeskrivelig trist og svær tid.

Lørdag eftermiddag og søndag er der hver dag tre opvisninger; Drift-biler, Copenhagen Historic Autoshow og opvisningsløb med historiske biler. Disse opvisninger vil vare 15 – 20 minutter hver - og lad os så komme i gang med noget race!

I løbet af lørdagen vil alle klasser have kørt deres første løb. De historiske klasser; Klasse B - Klassiske biler op til 1965, Klasse C – Klassiske biler op til 1971, Klasse E - Klassiske biler op til 1990 og Formel Junior, vil give alt hvad bil og fører kan præstere for at komme først over målstregen.

Klasse L - Legend Cars vil med vanlig entusiasme kæmpe sig frem til det ternede flag. Legend Cars ligner mest af alt amerikanske biler fra 1930erne, men de er i 5/8 størrelse. Løb med Legend Cars er altid ekstremt underholdende og kender du ikke bilklassen, bør du ikke snyde dig selv for oplevelsen og kender du allerede klassen vil du ikke gå glip af løbene med Legend Cars. Der er helt sikkert underholdning for alle pengene.


(Foto: Motorsporten.dk)

I Klasse G - Royal PRO/AM, hvor en PROfessionel og en AMatør racerkører deler bil, plejer der også at blive kørt med gaspedalen helt i bund. Det er super dedikerede kørere, både de professionelle og amatørerne, og de kører helt sikkert for at vinde – gå ind på CHGP’s hjemmeside og se hele tilmeldingslisten, der er godt race at glæde sig til.


(Foto: Motorsporten.dk)

Søndagens program starter kl. 8.30 og fortsætter med det forrygende program, som startede lørdag. Efter andet løb og finaler slutter CHGP 2022 ca. kl. 18.30 og vi kan forhåbentlig alle se tilbage på en dejlig weekend i motorsportens tegn.


(Foto: Motorsporten.dk)

Uden den kæmpe indsats som crewet bag CHGP, banebyggere, redningsfolk og læger samt alle de frivillige gør, ville dette arrangement overhovedet ikke være muligt at gennemføre. Vi er mange, der er så taknemmelige for den indsats I gør, for at vi andre igen, år efter år, kan nyde årets race event i København.

Så hermed bare en opfordring til alle, der har hang til flotte, velholdte og hurtige biler, om at komme og være med til en fantastisk weekend på Bellahøj med et brag af et program i hele weekenden.

Og så er der vist bare tilbage at sige:
Vi er så klar; sæt i gang CHGP 2022, gi' max gazz og helst uden alt for meget safety car, store skrammer og gaffa tape, men mest af alt uden personskader - rigtig godt CHGP 2022 til alle og husk at passe på Jer selv og hinanden.

Karin Bøgelund


Læs mere om:
  • Bellahøj (Gadeløb)
  • 07/08/22 - Bellahøj (Gadeløb) - CHGP
  • 07/08/22 - Bellahøj (Gadeløb) - Historisk
  • 07/08/22 - Bellahøj (Gadeløb) - Legends Car Cup
  • 07/08/22 - Bellahøj (Gadeløb) - Royal Pro Am
  • 07/08/22 - Bellahøj (Gadeløb) - TCR Denmark

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk