DS3 Cup   31/08/22

Pokalstimen fortsætter for Bannergaard
DS3 CupTeam Bannergaard Racing fortsatte med at hente pokaler hjem, den 4. afdeling af DS3 Cup 2022 på FDM Jyllandsringen.

Teamet fra Græsted deltog i forgangene weekend i det traditionsrige Grand Prix Danmark, hvor Dennis Bannergaard skulle forsøge at hente ind på de forankørende i mesterskabet.

Efter den første halvdel af sæsonen var kørt, lå han 3’er i stillingen, men stadig med de førende indenfor rækkevidde.


(Foto: JJ Media)

Lige netop Grand Prix’et er en noget utraditionel weekend, hvor kørslen starter allerede fredag eftermiddag.

Her skulle der køres en enkelt træning, som forløb fint for den gule DS3 Cup racer med startnummer 59 i sideruden. Det lykkedes at sætte 4. hurtigste tid i feltet på 14 biler, hvilket var en god start på weekenden.

Dennis har kørt hundredvis, hvis endda ikke tusindvis af omgange på lige netop FDM Jyllandsringen, men det var og er stadig en ny oplevelse i DS3 Cup raceren.

Derfor arbejdes der konstant med bilens opsætning, for at finde de sidste tusindedele i forhold til konkurrenterne. Ved lørdagens kvalifikation blev der fundet over 1 sekund på omgangstiderne, i forhold til fredagens træning, hvilket er en kæmpe forbedring indenfor motorsport. Der blev dog også kørt rigtig stærkt af konkurrenterne, så det blev alligevel til en 4. plads, men mindre end 0,1 sekund fra P3.


(Foto: JJ Media)

Bannergaard fik en fin start på weekendens første løb, hvor der blev kæmpet hårdt gennem de første par sving. For enden af publikumslangsiden lykkedes det at snuppe 3. pladsen. Der var dog et uheld længere tilbage i feltet, hvilket udløste en Safety Car, så hele feltet blev samlet igen.

Oprydningen af de strandede biler gik heldigvis hurtig, så feltet kunne komme op i fart igen.

Konkurrenten på 4. pladsen valgte at dykke meget meget sent på vej ind i Sving 1, og lige give Dennis et skulderskub på vejen – og så var 3. pladsen altså dennes.

På trods af at han forsøgte at slå tilbage i løbets resterende godt 8 minutter, måtte han tage til takke med en hårdt tilkæmpet 4. plads.


(Foto: JJ Media)

Det betød at han skulle starte treer i weekendens andet løb. Han fik en forrygende start, og var allerede toer inden Sving 1, og forsøgte at tage føringen af løbet, for enden af publikumslangsiden, men måtte flette ind bagved igen.

Ved starten på anden omgang, lavede han en fantastisk udbremsning på vej ind i Sving 1, og tog derved føringen af løbet.

Der var dog drama senere i løbet, hvor der Dennis kortvarigt mistede føringen. Den overhalende kører forsøgte dog at blokere for Bannergaard, og trak lige ind foran ham, så han på ingen måde kunne undgå kontakt.

Dermed var Dennis tilbage i føring af løbet, men der var skader på fronten af raceren, så den ikke længere kørte helt optimalt.

Da den mesterskabsførende kom og ville overhale, var der heller ikke det store at stille op, selvom den gule racer forsøgte at gøre sig så bred som mulig.

Men heldigvis kunne andenpladsen køres i hus, og dermed var sæsonens 4. pokal på 4 weekender i hus.


(Foto: JJ Media)

Efter weekendens løb indtager Dennis Bannergaard stadig 3. pladsen i mesterskabet, men er nu kun 3 point fra andenpladsen.

Nu er der en mini-pause igen inden sæsonens to sidste løb skal afvikles i oktober måned. Først køres der på FDM Jyllandsringen den 9. oktober, og weekenden efter skal der køres på Padborg Park.

Team Bannergaard Racing

JJ Media


Læs mere om:
  • Dennis Bannergaard
  • Jyllandsringen
  • 28/08/22 - Jyllandsringen - DS3 Cup

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport