DS3 Cup   08/09/22

Sejren forsvandt med et lille puf
DS3 CupSilas Rytter var på vej mod sin første sejr i DS3 Cup, da nærkontakt med en konkurrent satte en stopper for successen.

Det har været alt andet end en let sæson i DS3 Cup for den nordjyske racerkører. Tekniske problemer har præget første halvdel af sæsonen, men ved Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen gik det for alvor i den rigtige retning.

Efter en træning, hvor bilen ikke kunne følge konkurrenternes tempo, fandt mekanikerne fra Touringcar Academy fejlen og sikrede en kampdygtig racerbil til tidtagningen. Og det gav pote i form af en tredjeplads.

- Det er jeg rigtigt godt tilfreds med. Jeg kunne mærke at bilen pludselig havde markant flere kræfter, så pludselig var jeg lige der hvor jeg ved at jeg skal være - blandt de forreste i feltet, siger Silas Rytter, som i det første løb måtte takke sig selv for et manglende resultat på trods af en god start:

- Jeg kom ud af første sving på tredjepladsen, men bagefter får jeg ikke gjort mig bred nok, så jeg bliver overhalet ad flere omgange, selvom jeg egentlig kørte hurtigt nok. Det var en tosset fejl som betød, at jeg kun blev nummer seks i stedet for en potentiel topplacering, siger Silas, der til gengæld kunne starte det næste løb fra pole position, da en sjetteplads konverteres til forreste startplacering.


(Foto: Kim Gripping)

Her fik sæbonitten endnu en god start og holdt føringen indtil midt på anden omgang, hvor en konkurrent angreb og kortvarigt overtog føringen. Den fik Silas hurtigt igen, men en lille berøring fra konkurrenten satte Silas' bil af banen med store skader på bagenden som følge heraf.

- Det føltes egentlig ikke som noget voldsomt, men hele bagenden var blevet ommøbleret og bagklappen stod åben, så løbet var slut for mit vedkommende, siger Silas, som ærgrer sig over det manglende topresultat.

- Det var et hændeligt uheld, men jeg ville gerne have haft en sejr eller top 3-placering med hjem som bevis på at jeg selv og teamet har fået styr på bilen. Når det er sagt, så glæder jeg mig til at komme tilbage til Jyllandsringen i starten af oktober og få revanche - nu ved vi at både bil og kører er i stand til at være med i den sjove ende!

Næstsidste afdeling af DS3 Cup køres på FDM Jyllandsringen den 8-9. oktober.

Rytter Motorsport


Læs mere om:
  • Silas Rytter
  • Jyllandsringen
  • 28/08/22 - Jyllandsringen - DS3 Cup

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk