I weekenden skal det danske Formel 4-mesterskab afgøres på FDM Jyllandsringen, og STEP Motorsports Julius Dinesen ankommer til banen med 20 points forspring til andenpladsen. Det stiller krav til forberedelserne.
(Foto: STEP)
Det bliver uden tvivl en nervepirrende finaleweekend, hvor mesterskabet med stor sandsynlighed først bliver afgjort på den sidste omgang i det sidste løb. Konkurrencen er intens, og for Julius Dinesen bliver der ikke plads til at begå fejl.
- Jeg har heldigvis et fornuftigt forspring, men mit fokus bliver at slutte foran Gravlund i løbene, så han ikke indhenter mig yderligere, fortæller Julius Dinesen, som i weekenden fik debut i det spanske Formel 4-mesterskab. Han føler sig klar til udfordringen og vil gøre alt for at sikre titlen:
- Det er længe siden, jeg har siddet så meget i en racerbil, som jeg har den sidste måned. Jeg er varmet godt op og føler mig klar til at give den fuld gas sammen med teamet, så vi kan få det mesterskab i hus!
Indtil videre i år har STEP Motorsport været forskånet for tekniske uheld, men teamet har helt naturligt skruet op for forberedelserne inden finaleweekenden, hvor der er så meget på spil:
- Vi har været heldige at vores forberedelser sæsonen igennem har holdt bilerne kørende uden nævneværdige udfordringer, men med et finaleløb som vi står over for er det ekstra vigtigt at Julius ikke bliver hindret af tekniske problemer på banen, fortæller Morten Dons, som glæder sig over niveauet i årets mesterskab:
- Det har været en helt fantastisk sæson allerede. Der er blevet kørt racerløb på et flot niveau og med respekt for hinanden. Uanset hvem som løber med mesterskabet, er det en kører som har fortjent titlen - men jeg sætter alligevel mine penge på Julius, griner han.
(Foto: STEP)
Victor T. Nielsen har gennem sæsonen fået mere og mere fart i bilen og har i de seneste løb markeret sig som et godt bud på en løbsvinder. Den nordjyske teenager var godt med ved Sommerløbet på FDM Jyllandsringen, så måske kommer gennembruddet i finaleweekenden. Det ville stille ham godt i kampen om tredjepladsen i mesterskabet - og samtidig ville det være en hjælp for teamkammerat Dinesens mesterskabshåb.
- Victor har vist stabil fremgang hver eneste løbsweekend i år, så det vil ikke komme bag på mig, hvis han kan udnytte kampen mellem de to mesterskabskonkurrenter til at snuppe et godt resultat eller to. Han gør ikke altid så meget væsen af sig, men det kan bestemt blive hans store fordel på en weekend som denne, siger Morten Dons.
Alle tre heat i weekendens finale køres søndag, og STEP Motorsport-teltet bliver fyldt med gæster som håber at fejre et godt resultat søndag eftermiddag.
STEP Sports Management Læs mere om: Julius DinesenVictor T. NielsenSTEP Sports ManagementJyllandsringen09/10/22 - Jyllandsringen - Formel 4 DK |