Der er lagt op til fight fra første færd når TCR Denmark i morgen skal afgøre 2022-mesterskabet på FDM Jyllandsringen.
Og det bliver med de tre titelaspiranter startende samlet i top 3 til første heat, for lørdag sikrede Mike Halder pole position for TPR Motorsport foran GMB Motorsports Kasper H. Jensen og Green Developments Nicolai Sylvest.
Feltet måtte gennem en mildest talt blandet kvalifikation, som bød på både tørvejr og regnvejr over de to sessioner, og faktisk kørte den senere polesitter Mike Halder sig kun akkurat med videre i Q2, da han med tiendebedste tid gik videre.
Videre gik også TCR Denmark-debutant Kevin Engman, for svenskeren var indledningsvist tredjebedst efter Gustav Birch og Kasper H. Jensen.
Mike Halder. (Foto: TCR Denmark)
Til Q2 bød baneforholdene igen på en svær bane, for med optørrende asfalt blev det tæt til sidst. Her ramte Mike Halder og TPR Motorsport bedst og kunne tage pole position i tiden 1.10.144, mens Kasper H. Jensen og Nicolai Sylvest tog anden- og tredjebedste tid i 1.10.308 og 1.10.722.
Firer blev Gustav Birch foran Jacob Mathiassen og Kevin Engman, mens Kristian Moe Sætheren gjorde comeback med en god indsats og starter som nummer syv.
Otter blev Philip Lindberg, mens Lars Højris akkurat fik sneget sig foran Anton Bergstrøm i kampen om 9. og 10. startposition.
Michael Markussen fik ikke kørt mange meter af sin kvalifikation grundet en teknisk defekt, og han starter således årets finaledag som nummer 16 af 19 biler.
Som det tydeligt fremgår, så fik de svære vejrforhold virkelig splittet Trofeo-feltet op. Lars Højris klarede som den eneste at køre sig ind i Q2 med LM Racings Cupra, mens Allan Kristensen og René Povlsen med 11. og 12. bedste tid er på de følgende pladser i Trofeo.
Det hele går løs i morgen med start klokken 12.05 - se med på youtube.com/tcrdenmark!
TCR Denmark Læs mere om: Jyllandsringen09/10/22 - Jyllandsringen - TCR Denmark |