SportsCar Championship   06/11/22

Mere arbejde til Mikkel Jensen: Stiller op til tredje IMSA-mesterskab i træk
Den 27-årige racerkører har landet en IMSA-kontrakt med franske TDS Racing om en fuld 2023-sæson i det amerikanske sportsvognsmesterskab.


(Foto: TDS Racing)

Mikkel Jensen kan efter et succesfuldt 2022 – med blandt andet et IMSA-mesterskab, en sejr i 12-timersløbet på Sebring, et mesterskabspodie i European Le Mans Series samt en VM-debut for Peugeot – nu gøre sig klar til et lige så travlt 2023.

Den 27-årige racerkører har nemlig indgået en aftale med franske TDS Racing om en fuld sæson i det amerikanske IMSA-mesterskab, WeatherTech SportsCar Championship. Aftalen er indgået sideløbende med fabrikskontrakten hos Peugeot, hvor Mikkel Jensen er ansat som én af holdets seks faste kørere i VM-serien.


(Foto: TDS Racing)

Mikkel Jensen stiller således op i LMP2-klassen, hvor han skal dele bilen med sin amerikanske makker fra de seneste to sæsoner, Scott Huffaker, samt den amerikanske WEC-kører og vinder af 24-timersløbet på Le Mans i LMP2 Pro/Am-klassen, Steven Thomas.

– Jeg er voldsomt tilfreds med, at det er lykkedes for mig at lande en aftale i det amerikanske sportsvognsmesterskab. Jeg har været vild med serien siden mit først ræs i 2020, og jeg ser frem til igen at opleve de fede racerbaner, de mange fans og den generelt fantastiske stemning til de amerikanske motorløb. Jeg er bekendt med TDS Racing, som også stod bag G-Drive, som jeg blandt andet kørte Le Mans med i 2020, og det er et af de stærkeste og mest erfarne teams i LMP2, lyder det fra Mikkel Jensen.


(Foto: TDS Racing)

– Stor tak til Peugeot, som har givet mig mulighed for at køre et stort mesterskab sideløbende med min fabriksaftale i VM-serien. Jeg går en vild sæson i møde, og der bliver især knald på i Sebring, som både lægger asfalt til VM-sæsonpremieren og IMSA-mesterskabets 12-timersløb i samme weekend. Der bliver noget at se til, og jeg glæder mig enormt til at komme i gang.

Inden han tager hul på 2023-sæsonen, skal Mikkel Jensen dog til Mellemøsten og køre finalen i årets udgave af FIA World Endurance Championship for Peugeot. Dét sker i Bahrain den 10.-13. november.


(Foto: TDS Racing)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto