DM Rally   06/11/22

Udfordringer for alle i Rally Stoholm
Den danske sæson blev afsluttet med et ægte efterårsrally
Rally Stoholm havde alt, hvad såvel deltagerne som publikum kunne ønske til en finale i Dansk Super Rally. Der var kørsel i såvel dagslys som mørke. Der blev kørt på både asfalt- og grusveje. Og det skete i en vejrkulisse, der bød på både sol på en blå efterårshimmel og utallige regnbyger.

Det var Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens), som endte med at vinde Rally Stoholm generelt. På otte af de 12 hastighedsprøver, som endte med at tælle med til det samlede resultat, var makkerparret hurtigst i deres blå og hvide Peugeot 208 Turbo 16, og de kunne senere på aften i Stoholm Fritids- og Kulturcenter blive kåret som samlede vindere af Dansk Super Rally med de forsvarende mestre Jacob Leutenberger Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang) på andenpladsen og de tidligere vindere af Dansk Super Rally Ib Kragh/Ditte Kammersgaard (Juelsminde/København) på tredjepladsen.


Overvåget af mange tilskuere vandt Kenneth Madsen/Mette Felthaus årets Rally Stoholm ved at være hurtigst på otte af de 12 tællende hastighedsprøver

Rally Stoholm var en prøvelse for deltagerne. Under de fire hastighedsprøver fredag aften kom flere af de 76 startende mandskaber i problemer – enten i form af afkørsler eller tekniske defekt. 70 hold kunne dog genoptage løbet lørdag morgen, men udfordringerne fortsatte. Det var således blot 47 mandskaber, som sidst på eftermiddagen kunne køre over målrampen i Vestergade i Stoholm, hvor Viborg Kommunes borgmester Ulrik Wilbek hyldede løbets tre bedste hold.


Af de 76 startende hold var 20 udenlandske. I deres Volvo 940 blev svenske Henrik Levin/Ida Levin bedste udenlandske mandskab på en generel 11. plads i Rally Stoholm.

Fakta om Rally Stoholm:

  • Der blev afviklet i alt 13 hastighedsprøver i Rally Stoholm. Den første fredag aften indgik ikke i beregningen af det endelige resultat grundet tekniske problemer med tidtagningen. Den sidste lørdag eftermiddag blev afkortet, da en sektion med grusunderlag ved to tidligere gennemkørsler var blevet meget opkørt.
  • I alt 81 mandskaber havde tilmeldt sig løbet, men det var 76 som startede løbet. Af disse mandskaber havde 56 hel eller fuld dansk besætning, mens de øvrige 20 mandskaber kom fra Norge, Storbritannien, Sverige og Tyskland. 47 mandskaber gennemførte løbet.
  • Cirka 220 frivillige var i dagene op til, under og også efter i aktion for at Rally Stoholm kunne afvikles.
  • Godt 25 sponsorer – såvel lokale som nationale – gjorde Rally Stoholm muligt.

Rally Stoholm
www.rallystoholm.dk

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Viborg
  • 05/11/22 - Viborg - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport