Den danske Porsche Junior sikrede en sjetteplads i sin debut i den virtuelle udgave af 24-timersløbet på Le Mans – og hjalp dermed fabriksteamet med at sikre teammesterskabet i Le Mans Virtual Series. (Foto: Porsche Motorsport)
Le Mans Virtual Series er et af de mest prestigefulde mesterskaber i den digitale motorsport, ikke mindst fordi finalen også er den virtuelle udgave af 24-timersløbet på Le Mans. Netop dette løb blev afviklet den forgangne weekend, og bag rattet i en de virtuelle LMP-racerbiler fra Porsche Coanda Esports Racing Team – som er Porsches officielle fabrikshold – sad danske Bastian Buus.
Og selv om det kun blev til en sjetteplads for danskeren og hans tre teamkammerater, racerkøreren Morris Schuring og de to simkørere Mack Bakkum og Dayne Warren, var firkløveret alligevel med til at sikre et teammesterskab til holdet.
(Foto: Porsche Motorsport)
Det var især internetmæssige udfordringer, som hæmmede det ellers lynhurtige hold, der startede 24-timersløbet på en andenplads – lige bag teamkammeraterne i søsterbilen, som have taget pole i den afgørende kvalifikation.
Løbet blev flaget grønt lørdag klokken 14.00, men allerede efter tre og en halv times ræs blev Buus, Schuring, Bakkum og Warren kastet af serveren og røg straks helt ned på en 23. plads.
(Foto: Porsche Motorsport)
De fire kørere fik dog godtgjort det tekniske nedbrud med 250 sekunder, hvilket rykkede dem op på en samlet 10. plads og på omgangshøjde med den førende bil. Herefter fulgte dog flere tekniske udfordringer, som prægede 24-timersløbet generelt og således også påvirkede andre teams.
(Foto: Porsche Motorsport)
Tidligt søndag morgen fortsatte serverproblemerne for de to LMP-Porscher, som igen mistede terræn til de førende. Mod slutningen af løbet havde Buus og de tre teamkammerater imidlertid kæmpet sig frem til en samlet fjerdeplads, men en drive-through-straf betød, at firkløveret måtte tage til takke med en sjetteplads over målstregen, mens søsterbilen sluttede toer.
Skuffelsen til trods betød holdets præstationer, at Porsche Coanda Esports Racing Team kunne afslutte Le Mans Virtual Series som teammestre i det digitale mesterskab.
(Foto: Porsche Motorsport)
– Porsche Coanda Esports kom med et fantastisk setup og havde lagt meget mere arbejde i projektet, end jeg havde troet. Det var virkelig fedt at være en del af og ikke mindst lære fra. Faktisk er jeg ikke i tvivl om, at jeg har lært noget denne weekend, som jeg også kan bruge ude på de virkelige racerbaner, lyder det fra Bastian Buus.
(Foto: Porsche Motorsport)
– Desværre var resultatet skuffende, og der er ingen tvivl om, at de tekniske udfordringer, som vi oplevede undervejs, påvirkede vores præstation. Alle fire kørere leverede et godt stykke arbejde. Det var et benhårdt ræs fra start til slut. Og selv om tingene bestemt kunne have endt bedre, så kunne det altså være gået os langt værre. Stort tillykke til hele holdet med teammesterskabet!
Bastian Buus Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Bastian BuusLe Mans |