Mandefald i hårdt Rally Vestsjælland Den ventede tvekamp mellem landets for tiden to hurtigste rallyhold skuffede ikke, da Rally Vestsjælland blev afviklet i weekenden som anden afdeling af det danske mesterskab, Dansk Super Rally. Skønsvist et par tusinde tilskuere fulgte Rally Vestsjælland fredag og lørdag. Her er det vinderne Kenneth Madsen og Mette Felthaus, der giver den gas foran publikum i deres Peugeot 208 R5. (Foto: Michael Eisenberg)
Fra start tog favoritterne Kenneth Madsen fra Ruds Vedby og Mette Felthaus fra Horsens i Peugeot 208 R5 en kneben føring foran udfordrerne Simon Vallentin fra Holbæk og Peter Egholm fra Kirke Hyllinge i en Huyndai I20 Rally2. Fredag ved natopholdet var forspringet 8,4 sekunder, og lørdag aften i mål efter i alt 16 hastighedsprøver var det udbygget til 24,2 sekunder. Yderligere et minut efter kom den mangedobbelte mester Ib Kragh fra Juelsminde med Karsten Isaksen fra Egtved i codriversædet, også de i en Hyundai I20 Rally2.
Simon Vallentin og Peter Egholm i Hyundai I20 Rally2 gav alt, hvad de havde i sig, inklusive en mindre afkørsel undervejs, men måtte nøjes med andenpladsen i Rally Vestsjælland. (Foto: Michael Eisenberg)
Mange unge talenter deltog i Rally Vestsjælland, men i mål var det i høj grad de garvede rallykørere, der stod for de mest bemærkelsesværdige resultater.
Den mangedobbelte mester Ib Kragh har i år fået ny codriver i Karsten Isaksen, men mangler stadig det sidste i at nå helt til tops med sin Hyundai I20 Rally2. (Foto: Michael Eisenberg)
Den erfarne kører Michael Broberg fra Låsby havde solgt sit gamle materiel og stillede op i en nyklargjort Ford Fiesta ST180 sammen med sin nye codriver Peter Lyngs fra Viborg. De var seedet så lavt som nr. 46, men i mål havde de en klar klassesejr med hjem og en opsigtsvækkende placering som nr. 17 af alle deltagende mandskaber.
Flot comeback: Michael Broberg med ny codriver, Peter Lyngs, og ny bil, Ford Fiesta ST180, beviste med en klassesejr og en 17. plads generelt, at han stadig har farten i blodet. (Foto: Michael Eisenberg)
Et rally byder også på ægte historiske biler, og her var der en klar sejr til de erfarne kørere Johnny Pedersen fra Slangerup og Monte-Carlo-køreren Per Brodersen fra Stauning. I en BMW M3 fra 1988 opbygget identisk med de biler, der vandt mange internationale løb i anden halvdel af 1980’erne, tog de en klar sejr og kom i mål på en stærk 13. plads blandt de 38 fuldførende.
Med fine placeringer i årets to første afdelinger af Dansk Super Rally har det nydannede rallyhold Johnny Pedersen og Per Brodersen gode chancer for at vinde historisk mesterskab med deres BMW M3 fra 1988. (Foto: Michael Eisenberg)
Rally Vestsjælland var også skuffelsernes holdeplads for de 19 mandskaber, der udgik efter at være kørt af vejen eller med mekanisk defekt. Det ramte også de lokale helte Michael Lund og Johnny Drost Larsen fra Dianalund, der måtte parkere deres flotte, historiske Audi Quattro med teknisk defekt.
Efter en teknisk defekt på løbets andendag måtte Michael Lund og Johnny Drost Larsen opgive at bringe deres flotte, historiske Audi Quattro fra 1982 i mål i et løb til Dansk Super Rally. (Foto: Michael Eisenberg)
Næste afdeling af Dansk Super Rally afvikles lørdag den 24. juni på landevejene omkring Aalborg.
Favoritterne Kenneth Madsen og Mette Felthaus bliver fejret som vindere på Torvet i Sorø lørdag aften. (Foto: Michael Eisenberg)
Dansk Automobil Sports Union
Michael Eisenberg
Læs mere om: KalundborgSlagelseAalborg24/06/23 - Aalborg - DM Rally - DM28/05/23 - Kalundborg - DM Rally - DM28/05/23 - Slagelse - DM Rally |