Et mekanisk problem kostede dyrt for Jan Magnussen i tidtagningen til TCR Denmark på Ring Djursland. Auto Lounge Racing-køreren fik ikke sat en omgangstid og starter dermed bagerst i søndagens første heat.
En kører, som til gengæld havde godt med fart i bilen, var Nicolai Sylvest. Den lange nordsjællænder kørte sig ubesværet videre til den anden tidtagning for de ti bedste kørere, og her satte han hurtigste omgang foran Kevin Engman og Gustav Birch.
Både René Povlsen og Christian Skaar præsterede at placere sig mellem de ti bedste og dermed gå videre til anden tidtagning. Skaar fik dog oversatset i slutningen af den første tidtagning og måtte trækkes fri af sandet for enden af Trapperne.
Dagens overraskelse var Silas Rytter. Den nordjyske Hyundai-kører satte en skarp omgangstid i den indledende tidtagning. Så skarp, at han var hurtigst af alle - vel at mærke så hurtig, at selv Sylvest's pole position-omgang i den anden tidtagning var næsten to tiendedele sekund langsommere. Imponerende indsats af den unge kører med bare én løbsweekend bag sig.
Philip Lindberg var femtehurtigst i anden tidtagning, blot 0,008 sekund efter Kasper H. Jensen - og 0,003 sekund hurtigere end Mike Halder.
Med Jan Magnussen i bagerste startposition til første heat søndag er der lagt op til spænding fra start til slut.
Husk, at du kan se løbene LIVE på DRTV-app'en og DR1 fra klokken 11.15.
Resultatet af tidtagningen til TCR Denmark på Ring Djursland
1. Nicolai Sylvest
2. Kevin Engman
3. Gustav Birch
4. Kasper H. Jensen
5. Philip Lindberg
6. Mike Halder
7. Silas Rytter
8. Michelle Halder
9. René Povlsen
10. Christian Skaar
11. Michael Markussen
12. Kevin Brandsborg
13. Marius Solberg Hansen
14. Anton Bergström
15. Allan Kristensen
16. Kim König
17. Niels Nyboe
18. Lars Højris Nielsen
19. Johnny Vejlebo
20. Jan Magnussen TCR Denmark Læs mere om: Ring Djursland18/06/23 - Ring Djursland - TCR Denmark |