3.399 atleter fra 40 sportsgrene er i de kommende dage samlet i og omkring Aalborg for at deltage i DM-ugen – det store fælles arrangement, hvor publikum og fans kan opleve forskellige konkurrencer på samme dag. Glad Sport er også med i år for at deltage i en afdeling af Dansk Super Rally.
Danmarks Idrætsforbunds DM-uge samler i de kommende dage ikke bare traditionelle idrætsgrene som atletik, svømning og tennis, men rallysporten er også med på programmet. Der kæmpes om et DM i rallysprint, men også om vigtige mesterskabspoint, når Rally Aalborg køres som tredje afdeling af Dansk Super Rally. Og her stiller Glad Sport naturligvis i stærkeste opsætning, når det lørdag går løs på Flyvestation Aalborgs og Hvorup Kasernes arealer.
Jacob Madsen og Line Nedergaard kommer med en dugfrisk sejr fra Rallye Mittelrhein (Foto: Sascha Dörrenbächer)
”Sidste år indgik der deciderede landevejsprøver i løbet, men i år kommer det mere til at være som et rallysprint, så jeg tror, at det kommer til at blive en meget tæt affære,” vurderer Kenneth Madsen (Ruds Vedby). ”Det bliver et løb med 74 km hastighedsprøver, og vi skal bare ikke lave nogen dumheder, for der er bare ikke plads til at indhente noget, hvis man begår fejl.”
”Hastighedsprøver på en flyveplads er meget forskellige fra hastighedsprøver på afspærrede landeveje. Som kører bliver det svært at gøre den store forskel, i hvert fald ikke, som vi kan gøre på en rigtig rallyprøve, så der er ikke plads til nogen fejl.”
”Kenneth og jeg skal prøve at lave et hattrick,” slår Mette Felthaus (Horsens) fast. ”Ib Kragh plejer at være god til at køre denne type sprintprøver, men det bliver også spændende at se, om Simon Vallentin har fundet en god opsætning til sin bil. Under alle omstændigheder kan vi ikke bare slappe af, og her skal vi frem for alt vælge rigtigt med både dæk og opsætning.”
Det bliver anderledes hastighedsprøver, som møder Kenneth Madsen og Mette Felthaus ved lørdagens Rally Aalborg (Foto: Jokum Tord Larsen)
Ved Rally Aalborg får publikum rig lejlighed til dels at følge begivenhederne på hastighedsprøver, dels at komme tæt på mandskaberne på servicepladsen.
”Der er lidt længere servicepauser end normalt, så der er ikke kun mere tid til at være sammen med de andre i teamet, men også at kunne snakke med tilskuere og fans i ro og mag,” siger Mette Felthaus.
”Det bliver rart at være sammen igen efter Rallye Mittelrhein tidligere på måneden, hvor det kun var Jacob og mig, som kørte,” tilføjer Line Nedergaard (Fårvang). ”I Glad Sport er vi jo lidt som en stor familie, hvor alt det udenfor hastighedsprøverne også er vigtigt.”
For co-driveren bliver Rally Aalborg specielt. En uheldig landing efter et hop i sidste års udgave af løbet gav hende en rygskade.
”Jeg er spændt på, om vi skal igennem samme sektion, eller vejen er blevet repareret. Der blev også smadret mange biler det sted,” siger Line Nedergaard. ”Jeg skal blank indrømme, at jeg har gjort mig mine tanker forud for lørdagen løb. Nakken er begyndt at drille lidt igen, og lægen fortalte mig i sin tid også, at når man skal køre på det samme sted igen, kan man godt få en reaktion fra kroppen. Noget, som ligger i underbevidstheden. Jeg ved det, og jeg vil selv være obs på det.”
”Oplevelsen fra sidste år kommer da frem i tankerne, når vi nærmer os Rally Aalborg,” indrømmer chauffør Jacob Madsen (Ruds Vedby). ”Dels på grund af Lines skade, dels også fordi vores bil også blev skadet.”
”Jeg håber ikke, at vi skal igennem samme passage i år, men jeg har den samme grundlæggende indstilling til dette løb som til ethvert andet rally, jeg starter i, nemlig at gøre det så godt som muligt.”
Om Glad Sports mandskaber
Kenneth Madsen (1989) har kørt rally siden 2008, hvor han samme år blev kåret som årets rallytalent og har vundet seks Danmarksmesterskaber. Siden 2016 har han kørt sammen med Mette Felthaus (1982), og de har bl.a. taget generalsejren i Rally Naturens Rige og Sydhavsrally. Sammen kører de i en Peugeot 208 T16 R5, der har en fircylindret rækkemotor på 1.598 cm3 med 16-ventilet topstykke og turbolader. Den yder 280 hk, som fordeles til alle fire trækkende hjul.
Jacob Madsen (1995) har kørt rally siden 2013, hvor han i 2013 blev kåret som årets rallytalent og har vundet fire Danmarksmesterskaber ligesom han fire gange er blevet kåret som årets rallymandskab. Den ene af disse kåringer og to af DM-titlerne er erobret sammen med Line Nedergaard (1995), der siden 2019 har været hans co-driver. Makkerparret deltager i en Peugeot 208 Rallye4, som har en trecylindret rækkemotor på 1.199 cm3 med 12-ventilet topstykke og turbolader. Motoren yder 208 hk, som alene overføres til forhjulene.
Glad Sport
Læs mere om: Jacob MadsenKenneth MadsenLine NedergaardMette FelthausAalborg24/06/23 - Aalborg - DM Rally - DM |