Jan Magnussen fylder 50: Her er de største øjeblikke
Den tidligere Formel 1-kører og firedobbelte Le Mans-vinder runder et skarpt hjørne. Jan Magnussen holder stadig speederkablet stramt på alverdens racerbaner, og de største øjeblikke står klart i hukommelsen.

(Foto: Jan Magnussen Racing)

Den 4. juli 1973 blev dét, som skulle blive en af Danmarks mest succesfulde motorsportsprofiler, født. Jan Magnussen fylder i dag 50 år, og den tidligere Formel 1-kører, Le Mans-vinder med mere runder det skarpe hjørne, mens han stadig har travlt med at udforske alverdens racerbaner. Således deltager Jan Magnussen i år i Michelin Le Mans Cup, det amerikanske IMSA-mesterskab samt det nationale TCR Denmark, ligesom han tidligere på sommeren også stillede op til 24-timersløbet på Le Mans i juni – nu for 24. gang i karrieren.

(Foto: Jan Magnussen Racing)

– Når jeg ser tilbage på, hvad jeg har fået lov til at lave de sidste 35 år, er det egentlig lidt svært at tro på. Det giver mig faktisk en anelse gåsehud. Selvfølgelig er jeg stolt over at have opnået en masse fantastiske ting og store resultater. Men jo mere, jeg tænker over det, så er jeg mest af alt taknemmelig over at have fået muligheden for at opleve alle de ting. Det har naturligvis krævet en masse af mig selv som sportsmand og som menneske, men intet af det var lykkedes, hvis ikke jeg havde været omgivet af de rigtige mennesker undervejs. Det gælder både indenfor motorsporten, men også i min egen familie, som jeg skylder den største tak for, at jeg har kunnet lave det, som jeg holder mest af, sammen med dem, som jeg elsker mest, lyder det fra Jan Magnussen.

(Foto: Jan Magnussen Racing)

Fra VM i gokart til Le Mans
Jan Magnussen var blot 14 år, da han sikrede sit første verdensmesterskab i gokart, og senere fulgte yderligere to VM-titler, før han skiftede til racerbiler og brød igennem i international motorsport med et suverænt Formel 3-mesterskab i 1994. Denne præstation fik Formel 1-teamet McLaren til at ansætte danskeren som reservekører, hvilket førte til en løbsdebut i Japan i 1995.

Det var dog hos det nystartede Stewart Grand Prix – anført af den berømte tidligere verdensmester Jackie Stewart og dennes søn, Paul Stewart, at Jan Magnussen skulle få sit første fuldtidssæde i motorsportens kongeklasse. Dette skete i 1997, men allerede efter halvanden sæson blev danskeren fyret fra det ikke så konkurrencedygtige holdt, hvilket imidlertid blev starten på en lang og glorværdig sportsvognskarriere.

(Foto: Jan Magnussen Racing)

Efter Formel 1-eventyret drog Jan Magnussen nemlig til USA, hvor han kørte for det legendariske Panoz Motorsports fra 1999 til 2002, før han i 2004 blev tilknyttet GT-teamet Corvette Racing – et samarbejde, som varede i hele 16 år.

Hos Corvette Racing har danskeren opnået nogle af sine mest berømte resultater, herunder fire klassesejre i 24-timersløbet på Le Mans (2004-2006, 2009), fem klassesejre i 12-timersløbet på Sebring (2006, 2008, 2009, 2015, 2017) samt en klassesejr i 24-timersløbet på Daytona (2015). Jan Magnussen har desuden vundet det amerikanske sportsvognsmesterskab fire gange (2008, 2013, 2017, 2018).

(Foto: Jan Magnussen Racing)

Talentet for at finde sig til rette i stort set enhver racerbil har gennem årene budt på forskellige opgaver for Jan Magnussen – fra IndyCar til NASCAR – ligesom han sideløbende med sine internationale aktiviteter også har prioriteret at være til stede på de danske og skandinaviske racerbaner. Således har Magnussen tre gange sikret sig titlen i det danske DTC-mesterskab (2003, 2008, 2013), ligesom han de senere år også har deltaget i Porsche Carrera Cup Scandinavia.

(Foto: Stump Photo)

I alt har Jan Magnussen kørt over 800 racerløb, og med næsten 200 sejre har danskeren altså vundet knap en fjerdedel af alle de ræs, han har stillet op i. Næsten halvdelen af alle løb, Jan Magnussen har kørt, har udløst et podieresultat til den hurtige dansker.

Men hvilke af karrierens højdepunkter synes Jan Magnussen selv har været de største? Den nu 50-årige racerkører kommer her med 10 bud, som han rangerer højest på listen:

Verdensmesterskabet i gokart, 1987
– Det var dér, det gik op for mig, at jeg skulle være racerkører. Min storebror Erik og jeg var kørt hele vejen til Frankrig i en gammel Ford Transit fyldt med værktøj, soveposer og forsyninger for at deltage i verdensmesterskabet for juniorer. Jeg var netop fyldt 14 år, som var aldersgrænsen for at deltage. Vi havde satset alle sparepengene på dét, som egentlig bare skulle have været en fed oplevelse. Vi havde ikke engang råd til benzinen hjem igen, men det nåede vi heller ikke at bekymre os om, for da weekenden var gået, var jeg blevet verdensmester. Min bror blev straks ansat hos gokartproducenten Tony Kart som mekaniker, mens jeg selv blev fabrikskører.

(Foto: ParkOne Racing)

Formel Ford Festival, 1992
– Det var det uofficielle VM for Formel Ford, den cigarformede racerbil, som dengang var første skridt på den lange vej mod Formel 1. Det foregik på den engelske racerbane Brands Hatch, og det var vigtigt løb, fordi der sad en masse talentspejdere fra de store teams ude på tribunerne. Jeg satte banerekord under kvalifikationen, men blev så straffet og skulle starte bagest i første heat, forbi bilens nye bodywork var for let. Alligevel lykkedes det mig at kæmpe mig op gennem rækkerne, så jeg skulle starte sekser i finalen. Her havde jeg til slut i løbet en fed duel med min senere Corvette-teamkammerat, Oliver Gavin – en duel, jeg ofte har mindet ham, selv om han aldrig rigtig har gidet tale om den – inden jeg vandt ræset. Dén sejr var altafgørende for min senere karriere.

(Foto: GMB Motorsport)

Første test i en Formel 1-bil, 1994
– Det var som at tæmme et monster. Det var året, hvor jeg havde vundet Formel 3-mesterskabet med 14 sejre ud af 18 mulige, og dermed havde jeg slået Ayrton Sennas hidtidige rekord. Jeg blev udråbt som et kæmpe talent, Formel 1-holdene blev interesseret, og McLaren gav mig en test på Estoril-banen i Portugal. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men det blev i hvert fald meget vildere, end jeg havde forestillet mig. Med sine 750 hestekræfter var Formel 1-raceren tre gange så kraftig som en Formel 3-bil, og jeg kunne ikke mærke, om jeg skiftede fra første til andet gear eller fra femte til sjette, for accelerationen var den samme. Det var en raket på steroider, og når man bremsede, føltes det som at køre ind i en mur. Jeg havde slet ikke kræfter nok i nakken til at holde hoved oppe i svingene, så i løbet af dagen borede mekanikerne hul i min styrthjelm og fæstnede den til min ene arm med en plastikstrip. Det lyder som den største røverhistorie, men det er rigtigt nok.

(Foto: GMB Motorsport / racing.pix)

Første Formel 1-løb, 1995
– Jeg var blevet reservekører hos McLaren og kørte DTM for Mercedes-AMG for at holde mig i form. En dag, lige før starten til et løb, kom Ron Dennis, den daværende chef for McLaren, hen til mig på gridden og lagde armen omkring mig uden at sige noget. Det nåede faktisk at blive lidt mærkeligt, indtil han pludselig spurgte, om jeg var klar til at køre et Formel 1-løb ugen efter. Teamets ene faste kører, Mika Häkkinen, havde fået blindtarmsbetændelse, og dét udløste min debut i Formel 1. Straks efter DTM-løbet fløj jeg til Silverstone for at teste bilen og øve starter og pitstop. Og så fløj jeg til Aida-banen i Japan, hvor jeg kørte mit første Formel 1-løb. Det var kæmpestort, også for den danske presse, da det jo var første gang i mere end 20 år, at en dansker havde stillet til start i et Formel 1-løb. Larmen var euforisk, da jeg endelig holdt på startgridden blandt alle de andre brølende biler og ventede på at lamperne skulle slukke, og på de første omgange gik min krop nærmest i krampe. Jeg havde på dette tidspunkt kun kørt ganske få omgange i en Formel 1-racer, og løbet i Japan skulle vare 83 omgange... Men efter noget tid løsnede jeg op, og jeg gennemførte på en godkendt 10. plads.

(Foto: MDK Motorsports)

Formel 1-kontrakten, 1997
– Jeg var stadig ansat som reservekører hos McLaren, da jeg blev kontaktet af min gamle teamchef fra Formel 3-tiden, Paul Stewart. Han havde sammen med sin far, Formel 1-legenden Jackie Stewart, fået mulighed for at starte et Formel 1-team i samarbejde med Ford, og jeg blev tilbudt det ene sæde. Det var en gigantisk chance, som jeg ikke ville misse, og da der stadig var lange udsigter til et fast sæde hos McLaren, måtte jeg overtale Ron Dennis til at lade mig slippe ud af aftalen. Han kom med en masse argumenter for, hvorfor jeg skulle sige nej til Stewart og i stedet blive hos McLaren – og han skulle senere vise sig at få ret i alt, hvad han sagde. Men han lod mig gå, så jeg kunne skrive under med Stewart, og det var min karrieres højdepunkt, da jeg endelig kunne kalde mig Formel 1-kører.

(Foto: MDK Motorsports)

Genfødslen i USA, 1998
– Efter mit mislykkede Formel 1-eventyr, hvor jeg ironisk nok blev fyret efter at have scoret mit første VM-point i Canada, måtte jeg igennem en forfærdelig tid. Jeg havde reelt bevæget mig ud i en ensom depression, da jeg i efteråret blev ringet op af min gamle manager, David Sears, som fik mig sendt til USA for at teste med et sportsvognsteam, som kaldte sig for Panoz Motorsports. Deres bil lignede noget fra Batman. Man sad ovenpå bagakslen, og mellem rattet og forhjulene lå en seksliters V8, og brølede, så man slet ikke fattede det. Jeg havde aldrig set noget lignende, men jeg havde heller aldrig moret mig så meget, som da jeg slap bæstet løs på Road Atlanta og fik teamet til at juble, fordi ingen andre havde kørt så hurtige omgangstider i deres racerbil. Sammenlignet med hvad jeg var vant til, var det småt, oldschool og næsten familiært, men der var en ånd, gejst og glæde på holdet, som fik mig til at glemme alt Formel 1. Jeg fik en kontrakt i stand med teamejeren, Don Panoz, før jeg fløj hjem til Danmark – men kun for at pakke en større taske og rejse tilbage til USA, hvor jeg tog hul på en helt ny karriere.

(Foto: Jan Magnussen Racing)

Første Le Mans-sejr, 2004
– Efter nogle fantastiske år med Panoz skiftede jeg til GT-biler og endte hos Corvette Racing, som skulle blive min faste arbejdsplads de næste mange år, Det var hos Corvette, jeg fik min første Le Mans-sejr i 2004, hvor det var Ferrari, vi skulle slå. Vi skiftedes med Ferrari til at føre løbet, men om natten blev jeg ramt af en prototype, og vi måtte skubbe bilen garagen, hvor mekanikerne fik den lappet sammen igen. Men det var håbløst, for vi var seks omgange bagud om morgenen, da jeg igen gjorde mig klar til et nyt stint. Lige dér punkterede Ferrarien, og da den kom i pit, trak teamet den ind i garagen, hvor mekanikerne baksede med den, mens vores egen Corvette drønede forbi igen og igen. Pludselig var vi tilbage på omgangshøjde, og da jeg stillede mig klar til at hoppe i bilen, tog vores teamchef, Doug Fehan, fat i mig og sagde “We’ve got a race”. Jeg hoppede i Corvetten netop som Ferrari rullede deres bil ud fra garagen, og de næste to timer fik den så meget gas, at vi havde et forspring på to minutter, da jeg kørte i pit for at give bilen videre. Teamet modtog mig med klapsalver, kram og skulderklap, og jeg får stadig gåsehud af at tænke på det. Oliver Gavin – jeps, ham jeg overhalede på Brands Hatch i 1992 – kørte bilen i mål, og jeg husker tydeligt, hvor overvældet og stolt jeg var over at se de mange dannebrogsflag oppe fra Le Mans-podiet.

(Foto: Jan Magnussen Racing)

Kevins første Formel 1-løb, 2014
– Kevin debuterede i Australiens Grand Prix i samme weekend, som jeg selv kørte 12-timersløb på Sebring, så jeg måtte desværre se Formel 1-løbet på fjernsyn i vores lejede hus i Florida. Det blev dog ikke alene, for min kone, Chrisser, og vores to unger, Luca og Millie var med på turen sammen med min pressemand og nogle venner, og hele Corvette-teamet og nogle journalister fra TV 2 kom også forbi. Det kan godt være, jeg var nervøs, da jeg selv debuterede i Formel 1, men det var intet imod dét, som foregik inde i mig, da jeg så Kevins navn og ansigt på skærmen, og bilerne blev sendt ud på formationsomgangen i Melbourne. Det var en sær blanding af vild nervøsitet og stor stolthed. Og så en kæmpe glæde over at se ham køre den hjem på en podieplads. Jeg græd nok lidt. Eller, ja – jeg græd.

(Foto: Stump Photo)

Daytona-sejren, 2015
– Det tog mig 12 forsøg at vinde det ur! Le Mans er uden tvivl verdens største racerløb og dermed også det løb, som alle vil vinde. Men for mig har 24-timersløbet på Daytona faktisk været langt sværere at vinde, og vores sejr i 2015 var kun den anden Daytona-sejr for Corvette Racing, som havde været med i endnu længere tid. Hvor Le Mans-banen er 13,6 kilometer lang, er Daytona blot 5,7 kilometer, og med lige så mange biler til start giver det en masse trafik – og en masse ulykker. Mirakuløst nok kæmpede vi os netop dette år igennem løbet uden én eneste skramme på bilen, selvom vi kørte hver eneste omgang, som gjaldt det vores liv. Da min teamkammerat Antonio Garcia krydsede målstregen, var det med kun et halvt sekunds forspring til BMW...

(Foto: Jan Magnussen Racing)

Le Mans med Kevin, 2021
– Vi havde talt om det i årevis, men i foråret 2021 opstod muligheden endelig. Kevin var dét år skiftet fra Formel 1 til sportsvognsracing, og hans program gjorde det nu muligt, at vi kunne dele en bil på Le Mans. Det var heldigvis ikke kun os, som var vilde med idéen, og takket være en gruppe danske sponsorer med JN Meat International i spidsen, stillede vi op til 24-timersløbet for det danske team High Class Racing med Anders Fjordbach som tredje kører. Resultatmæssigt blev det desværre ingen succes – men alt mit samarbejde med Kevin omkring test og forberedelse samt selve følelsen og oplevelsen af køre verdens største racerløb med sin søn er noget, som jeg altid vil huske med glæde.

(Foto: ParkOne Racing)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj