Kenneth Madsen og Jacob Leutenberger Madsen kæmper om at vinde Rallykørerpokalen
De er brødre, kører for samme team – og er benhårde konkurrenter. Efter første halvdel af rallysæsonen ligger de næsten lige i kampen om den prestigefyldte Rallykørerpokal udsat af Dansk Rally Club. Kenneth Madsen har det sidste halvandet år haft en virkelig topklasse rallybil. Det har givet ham stor mental styrke. (Foto: Michael Eisenberg)
Storebror Kenneth Madsen, 34 år, fra Ruds Vedby, kører i sværvægtsklassen for de hurtigste firehjulstrukne rallybiler i en Peugeot 208 R5 med Mette Felthaus, Horsens, som codriver.
Lillebror Jacob Leutenberger Madsen, 28, ligeledes fra Ruds Vedby, kører i en knapt så hurtig, kun tohjulstrukket Peugeot 208 Rally4 med Line Nedergaard, Fårvang, som codriver. Begge stiller op for Glad Sport, et nyt team der på kun halvandet år har bragt sig i tops i dansk rallysport.
Jacob Leutenberger Madsen kaldes ikke uden grund for det største talent i dansk rally i 25 år. Han regnes for omtrent umulig at slå i sin klasse. (Foto: Michael Eisenberg)
Efter sæsonens første halvdel fører Kenneth Madsen i kampen om Rallykørerpokalen med 76 point over Jacob Leutenberger Madsen med 74 point.
Rallykørerpokalen er en af Dansk Rally Clubs tre fornemmeste pokaler. Med en imponerende historie helt tilbage fra 1954 er pokalen gennem 69 år blevet vundet af en perlerække af dansk rallysports største navne.
Pokalen, der er evigt vandrende, tildeles årets bedste, hurtigste og mest vindende danske rallykører, der får sit navn indgraveret på pokalen. Alle løb til danmarksmesterskabet, Dansk Super Rally, samt en række udenlandske rallyer tæller til Rallykørerpokalen.
Når stillingen er så tæt, skyldes det, at Kenneth Madsen for nylig i Rally Aalborg punkterede på to hjul på en og samme hastighedsprøve, hvad der kostede ham et stort tidstab.
I Rally Aalborg for nylig punkterede Kenneth Madsen på to hjul på denne hastighedsprøve, hvad der kostede ham et stort tidstab. Han fører dog stadig Rallykørerpokalen. (Foto: Michael Eisenberg)
Lillebror Jacob, der er vanevinder i sin klasse, fik en placering i top 3 i det samlede resultat i Rally Aalborg, mens storebror Kenneth måtte indkassere sit første nederlag i år og på grund af sit store tidstab mistede mange værdifulde point. Rallykørerpokalen fører han dog stadig.
Jacob Leutenberger Madsen kørte sin tohjulstrukne rallybil ind på en tredjeplads af alle i Rally Aalborg for nylig. Dermed er han nu nr. 2 i Rallykørerpokalen, her hvor sommerferien så småt er i gang. (Foto: Michael Eisenberg)
Hvem, der bliver den endelige vinder af Rallykørerpokalen, afsløres i slutningen af året, måske i september ved finalen i Dansk Super Rally, som finder sted i Stoholm Rally på landevejene vest for Viborg. Dog vil man også kunne samle point ved at placere sig blandt de 30 bedste generelt i udenlandske rallyer endnu senere på året.
Dansk Rally Club
Michael Eisenberg
Læs mere om: Jacob MadsenKenneth MadsenAalborg24/06/23 - Aalborg - DM Rally - DM |