NXT Gen Cup   10/07/23

Victor T. Nielsen var med i toppen på elektrisk verdenspremiere
Da verdenspremieren på det første elektriske touringcar-mesterskab for juniorkørere fandt sted på Falkenberg Motorbana i Sverige, var Victor T. Nielsen blandt topkørerne.


(Foto: Grippo)

Den danske teenager har som én af meget få racertalenter besluttet sig for at jagte en karriere inden for bæredygtig motorsport, og i weekenden fik han sammen med 17 andre motorsportstalenter sin debut i NXT Gen Cup.

Allerede fra start var den nordjyske teenager blandt de allerbedste kørere, og i kvalifikationen sikrede han næstbedste startplacering til første race, kun 0,057 sekund fra hurtigste kører. Et solidt udgangspunkt til verdenspremieren på elektrisk juniorracing.


(Foto: Grippo)

Med en god start lå Victor med helt fremme og lagde massivt pres på den førende. En lille kørefejl betød dog, at bilen endte i gruset ved siden af banen og en potentiel topplacering ikke blev sikret. Bortset fra den åbenlyse skuffelse var Victor positivt stemt efter løbet:

- Det var en ærgerlig kørerfejl, som jeg gerne havde været foruden, for jeg havde masser af fart og overskud i bilen. Til gengæld var det nok noget af det sjoveste racerløb, jeg har prøvet i flere år, for vi lå to-tre kørere side om side gennem flere af svingene og kæmpede virkelig hårdt om pladserne. Nu glæder jeg mig bare til andet heat, hvor jeg starter bagerst - så skal der laves overhalinger!


(Foto: Grippo)

I hvert løb kan kørerne bruge en Boost-knap to gange; hver gang får man 30 hestekræfter ekstra i nogle få sekunder - nok til at overhale et par konkurrenter eller trække fra forfølgerne, hvis den bliver brugt fornuftigt.

Boost-knappen fik Victor T. Nielsen glæde af i weekendens sidste løb, hvor han fra sidstepladsen var på en stærk angrebsmission. I løbet af få omgange arbejdede Brønderslev-køreren sig frem gennem feltet og udnyttede konkurrenternes småfejl og indbyrdes stridigheder til effektivt at vinde placeringer. Da det ternede flag blev hængt ud ved målstregen var det med Victor på en imponerende sjetteplads - efter at have overhalet to tredjedele af feltet.


(Foto: Grippo)

- Det var et super fedt løb, hvor jeg hele tiden balancerede mellem at angribe og tænke taktisk. Jeg er oppe mod en masse dygtige kørere, så jeg havde ikke forventet at kunne kæmpe mig så langt frem, men jeg havde et godt overblik og fik udnyttet de åbninger som kom foran mig, siger Victor, som kan konstatere at racerløb med elbiler absolut 'kan noget':

- Det er virkelig fedt racerløb! Der har været kampe næsten i hvert eneste sving på hver omgang, og bilen er helt fantastisk sjov at køre. Jeg er glad for at jeg tog chancen og gik i denne retning, så jeg kan være med til at vise, at fremtidens racerbil er mindst lige så underholdende som de traditionelle!


(Foto: Grippo)

Om tre uger går det atter løs i NXT Gen Cup, som afvikler anden afdeling af mesterskabet på Oschersleben-banen i Tyskland.

VTN Racing

Kim Gripping


Læs mere om:
  • Victor T. Nielsen
  • Falkenberg
  • 09/07/23 - Falkenberg - NXT Gen Cup

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport