GT World Challenge Endurance   01/08/23

Nicklas Nielsen efter GT World Challenge på Nürburgring: Et ringe løb
Den danske Ferrari-fabrikskører sluttede på en skuffende 14. plads i fjerde afdeling af GT World Challenge Endurance Cup, hvor problemerne startede allerede kort efter starten.


(Foto: Ferrari Media)

Nicklas Nielsen og teamkammeraterne fra GT3-holdet, italienske Alessio Rovera og israelske Robert Shwartzman, havde ikke den bedste dag på kontoret i GT World Challenge-løbet på Nürburgring den forgangne weekend. Trekløveret havde håbet på revanche efter et udfordrende 24-timersløb på Spa-Francorchamps tidligere på sommeren, men sluttede i stedet det tre timer lange Endurance Cup-løb på en skuffende 14. plads i Pro Cup-klassen.


(Foto: Ferrari Media)

– Det var et decideret ringe løb. Vi fik ellers en god start, hvor jeg startede fra en 13. plads og undgik noget tumult i første sving. Jeg var derfor ret hurtigt oppe blandt de fem-seks første, men blev så ramt bagfra, nåede at redde den, men holdt så stille på banen, hvorefter bilen først kunne køre videre efter noget tid. Dét kostede os dyrt, og derfra var det bare et langt løb for os. Enormt ærgerligt, for vores fart var egentlig okay denne weekend, vi var bare for langt bagude til at kunne gøre noget. Så desværre igen et løb uden resultater, men dog tegn på, at vi bevæger os i den rigtige retning med udviklingen af vores nye Ferrari 296 GT3. Vi mangler stadig det sidste for at kunne følge med de hurtigste biler, og nu er opgaven af finde dét inden næste afdeling, lyder det fra Nicklas Nielsen.


(Foto: Ferrari Media)

Næste opgave for Nielsen, Rovera og Shwartzman er femte afdeling af GT World Challenge Endurance Cup, som afvikles på Circuit de Barcelona-Catalunya den 29. september til 1. oktober. Inden da skal Nicklas Nielsen i aktion med danske Formula Racing, når det går løs med tredje afdeling af European Le Mans Series på spanske MotorLand Aragón den 24.-26. august.


(Foto: Ferrari Media)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Nicklas Nielsen
  • Nürburgring
  • 30/07/23 - Nürburgring - GT World Challenge Endurance

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto