Special Saloon Car stod for weekendens hurtigste og mest vellydende indslag, da FDM Jyllandsringen lagde asfalt til sæsonens største racerløb.
(Foto: Grippo)
Lamborghini-mærket fylder 60 år i 2023, og i den anledning var ikke færre end syv Lamborghini Huracan Super Trofeo-racere tilmeldt klassen. I én af dem sad en mand med et velkendt navn og en ambitiøs mission:
Frederik Schandorff har i flere år givet den gas i især Lamborghini-racere på den internationale motorsportsscene, og i denne weekend var han tilbage på dansk asfalt for at sætte ny banerekord på FDM Jyllandsringen. Også Patrik Matthiesen, der i år deltager i Lamborghini Super Trofeo Europe, brugte Grand Prix Danmark som anledning til at komme hjem til Danmark og vise sig frem.
Allerede fra fredagens træning var det tydeligt, at Schandorff ville være i sin helt egen liga med imponerende omgangstider. Han sikrede naturligvis også pole position til lørdagens første løb, som han vandt på overbevisende vis. Til gengæld var resultatet fra nummer to og nedad ikke givet på forhånd.
(Foto: Grippo)
Bag Schandorff blev der også givet gas. Ulrik Larsen lagde fra land på andenpladsen, mens Patrik Matthiesen og Kenn Bach kæmpede om tredjepladsen bag ham. Da Bach spandt i sin Renault R.S.01 kunne Matthiesen imidlertid tage kampen op med den fynske Lamborghini, og med få omgange tilbage af løbet, slap han forbi og blev "best of the rest", mens Kenn Bach imponerede ved at sætte næsthurtigste omgangstid i sin kamp for at komme tilbage gennem feltet.
Søndag formiddag var feltet klar til en tur mere på banen, og her lykkedes det efter få omgange af løbet for Frederik Schandorff at få sit navn i historiebøgerne. Den nye banerekord for at tilbagelægge FDM Jyllandsringens 2.300 meter lange strækning er på 1:04,629, svarende til en gennemsnitshastighed på 112,5 km/t.
En anden kører, der gjorde sig positivt bemærket, var Henrik Schou Jensen, der i sin nyrenoverede Aquila CR1 satte et hæsblæsende tempo og fra sjettepladsen skød frem og mod slutningen af løbet overtog andenpladsen fra Patrik Matthiesen. Den holdt dog ikke helt til målstregen, da han blev idømt to strafbaner for at overskride banens spærrelinie og derfor måtte tage til takke med femtepladsen.
(Foto: Grippo)
Kenn Bach havde masser af fart i sin Renault og kæmpede med Ulrik Larsen om fjerdepladsen, men spandt på vej ind i Hesteskoen og måtte endnu en gang kæmpe sig tilbage. Ulrik Larsen kunne til gengæld profitere af Henrik Schou Jensens fart og smuttede forbi Patrik Matthiesen med få omgange tilbage af løbet.
Også Marco Gersager, som har udskiftet rallyprøverne med en Lamborghini og Special Saloon Car, fandt mere fart i sin spritnye racer, og i andet heat kunne han køre i mål på fjerdepladsen.
Tredje og sidste heat bød ikke på store overraskelser. Patrik Matthiesen tog sig af andenpladsen efter et veltilrettet angreb på Ulrik Larsen midt i løbet, mens Marco Gersager snuppede endnu en fjerdeplads foran Tom Pedersen, der lørdag morgen erstattede Esben Hegelund i dennes Lamborghini Huracan, og hurtigt måtte lære at køre stærkt i en Lamborghini.
Der er blot to uger til Special Saloon Car igen er på plakaten. Det sker, når Ring Djursland afholder deres sidste løb på 2023-kalenderen, og hvilken bedre afslutning kan man få, end med masser af hestekræfter og motorlyd fra et potent felt af SSC-biler?
(Foto: Grippo)
Special Saloon Car Kim Gripping Læs mere om: Esben HegelundFrederik SchandorffHenrik JensenKenn BachMarco GersagerPatrik MatthiesenUlrik LarsenJyllandsringen20/08/23 - Jyllandsringen - Special Saloon |