Diverse   28/08/23

Bizart i Holland, succes i St. Louis!
Et løst hjul efter pitstop er set før, men to, og så på samme tid? Det var hvad der overgik Frederik Vesti søndag på Zandvoort.
Andetsteds understregede Christian Rasmussen betydningen af at forstå geometri!

Oval-Rasmussen!
I matematik forsøger skolerne at lære unge mennesker om geometriske figurer og deslige. Christian Rasmussen må have hørt ekstra godt efter da lærerne på Dragør Skole forklarede betydningen af en oval.
Uanset hvad har CR fuldstændig knækket koden til den specielle amerikanske disciplin oval-racing. Lørdag vandt han således sæsonens fjerdesidste afdeling af Indy NXT-feederserien på World Wide Techonogy Center. Det var Christians fjerde sejr i år (den anden på en ovalbane), og han har derimod et solidt forspring i mesterskabet inden de tre sidste afdelinger.

Bizart
Hvad nogle synes F1 mangler i uforudsigelighed kan umuligt gælde for den primære feederklasse F2. Weekendens runde på Zandvoort i Holland satte en ny rekord hvad ovenstående angår. Lørdagens sprintløb blev aflyst efter nogle få omgange i silende regn, hvilket ingen kan indvende noget imod; især efter det crash der overgik tre af deltagerne (uden personskade, heldigvis).
Ingen points blev uddelt.
Ikke så usædvanligt, men søndag blev det bizart, selv efter F2-standard. En Safetycar-start med bilerne på kolde slicks gav det ventede resultat, idet flere af de formodede frontrunners satsede på de første omgange. Først spandt Frederik Vesti men kom i gang igen, så røg Jack Doohan ud i gruset, og lidt senere crashede Theo Pourchaire i banens hurtigste sving.
Men der er mere. Da løbet blev sat i gang igen gjorde Vesti gode fremskridt indtil det planlagte pitstop. Herefter blev alverdens tv-seere vidne til et bizart syn: begge Frederiks baghjul forlod det øvrige chassis halvvejs rundt på ud-omgangen!
Der er ikke så meget mere at sige, hjulene var ikke spændt ordentlig fast. Da ingen af de førende i F2 scorede points i Holland er mesterskabsstillingen derfor uændret inden næste uges løb på Monza.

Noter

  • Kevin Magnussen er formentlig glad for Hollands Grand Prix er overstået. En forfærdelig weekend der kun lyses op af en kontraktforlængelse med Haas F1 for 2024. Ikke alt er dog skidt; se nedenfor.
  • I IndyCar kørte Christian Lundgaard igen et godt løb, selv om ovalbaner ikke lige er RLL’s stærke side for tiden. Samlet er han stadig i top-10 før de sidste to løb, der foregår på ”normale” racerbaner.
  • Målet for Bastian Buus i double-headeren på Zandvoort var at beholde, og helst udbygge, den samlede føring i Porsche Super Cup. Det lykkedes, og Bastian er nu meget tæt på den samlede sejr. Det afgøres næste weekend på ”Temple of Speed”.
  • Også næste weekend er IndyCar og IndyNXT i aktion igen. Det gælder Portland.
  • Lørdagens afdeling af European Le Mans Series blev en nulbon for samtlige danske deltagere

    Ugens special:

    Piratfiskenes klub
    Inden Hollands Grand Prix annoncerede Haas F1 at man har forlænget aftalen med både Kevin Magnussen og Nico Hulkenberg for sæsonen 2024. Det er selvfølgelig dejligt nyt for Kevin selv, men i den grad også for dansk bilsport.
    Det bliver niende sæson i F1 for K-Mag, og for at forstå hvad det betyder så tænk lige: det er kun Hamilton, Bottas, Perez, Hulkenberg, Ricciardo, Verstappen og Alonso der har kørt flere Grand Prix i det nuværende felt.

    Ron Dennis sagde engang til en ny teamchef ”Welcome to the Piranha Club”; et udsagn der gælder for alle i F1. At stadig være her efter så lang tid (155 starter) siger derfor alt om Kevins kvaliteter.
    F1 er den mest eksklusive klub i sportens verden, med kun 20 medlemmer. Der er hundredvis af kørere der vil give højre arm for en chance her, og falbyder store checks som ”medgift”.
    Nogle mener det ikke er interessant at køre i en Haas, fordi man ikke kan vinde i feltets mindste team. Så hvorfor overhovedet deltage lyder argumentet? Konsekvensen af dette udsagn må så være at Burnley ikke burde stille op i Premier League, eller Lyngby Boldklub ikke konkurrerer i Superligaen fordi man ikke kan vinde mesterskabet.

    Der er flere grunde til dette er en forkert tilgang. For det første er der det rent sportslige. Som sportsudøver vil man deltage på højst mulige niveau, og indenfor bilsport er det uomtvisteligt F1.
    For det andet kan det at deltage være en forretningsmodel i sig selv; at være en del af cirkus for både teams og kørere. Kun i NASCAR kan man som kører tjene samme beløb som i F1, men kun i F1 er teams, selv de lavest rangerende, nu om dage milliarder værd.

    Ikke blot er Kevin stadig i F1; han får formentlig også en pæn løn for sine ydelser. Sidstnævnte har meget stor betydning for dansk bilsport, idet de nødvendige investorer kan lave ”due dilligence” og se det kan lade sig gøre at få en god forretning ud af sin investering hvis man gør det rigtigt.

    Det er ikke for meget sagt at Kevin sammen med Tom K har hovedæren for at dansk bilsport bokser langt over sin vægtklasse. Næste år er der måske to danskere i Kongeklassen, svært at forstå.

    BBN Consult har begået en ny blog.
    Denne gang handler det om IndyCars historie.

    Bo Baltzer Nielsen
    BBN Consult


    Læs mere om:
  • Bastian Buus
  • Christian Lundgaard
  • Christian Rasmussen
  • Frederik Vesti
  • Kevin Magnussen
  • Motorland Aragón
  • Virginia International Raceway
  • Zandvoort
  • 26/08/23 - Motorland Aragón - ELMS
  • 27/08/23 - Virginia International Raceway - IMSA
  • 27/08/23 - Zandvoort - FIA Formula 2
  • 27/08/23 - Zandvoort - Formel 1 - FIA F1
  • 27/08/23 - Zandvoort - Porsche Super Cup

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto