Leo Robinson bygger videre på de flotte resultater, når næstsidste afdeling af mesterskabet køres på Padborg Park.
(Foto: Grippo)
Da den algierske kører debuterede i Formel 4-mesterskabet på Ring Djursland, kunne han tage hjem med fire podieplaceringer i rygsækken. I weekenden forsøger han at gentage præstationen på sønderjysk asfalt.
Med et par produktive testdage afviklet i dagene op til løbet er både Leo og teamet klar til udfordringen. Også selvom teamchef Morten Dons helst bare vil fokusere på opgaven:
- Leo havde en flot weekend på Ring Djursland, og jeg er slet ikke i tvivl om at han kan hente flere gode placeringer ved Night Race. Fokus er dog stadigvæk på udvikling af Leo som racerkører, så selvom Formel 4-pokalerne er attraktive, så er det ikke førsteprioriteten for os, fortæller han.
STEP Motorsport er klar til Padborg Park. (Foto: Grippo)
Udvikling bliver der masser af, ikke mindst idét endnu en løbsdebutant stiller op under STEP-flaget i weekenden. Østrigske Oscar Wurz får sin banesportsdebut på Padborg Park med henblik på at lære mest muligt i årets sidste to løb:
- Oscar er endnu en talentfuld kører, som har gjort det flot i karting. Nu er tiden inde til at skifte til banesport, og jeg er glad for at han har udvalgt STEP og dansk Formel 4 som stedet at få sin debut. Jeg håber at vi i fællesskab kan skubbe både Oscar og Leo fremad, så de er klar til en stærk 2024-sæson, fortæller Morten Dons.
Traditionen tro køres Night Race fredag og lørdag. Løbene vises på Youtube-kanalen Dansk Motorsport Live både fredag og lørdag.
STEP Sports Management Læs mere om: STEP Sports ManagementPadborg Park16/09/23 - Padborg Park - Formel 4 DK |