Lamborghini Super Trofeo   19/09/23

Katastrofal spansk weekend for Patrik Matthiesen
Optakten sad lige i skabet, men uheldet væltede ned over den sønderjyske kører og hans luxembourgiske medkører i weekendens afdeling af Lamborghini Super Trofeo Europe på Valencia-banen.


(Foto: PatrikMatthiesen.com)

Den første træning valgte kørerduoen at springe over, da vandet væltede ned over den spanske racerbane. Risikoen for skader var for stor, og en potentiel stor weekend skulle ikke sættes over styr:

Vi havde ekstremt god fart i bilen da vi testede på banen i forrige uge, så vi blev enige med teamet om at blive i pitten i stedet for at skulle tilpasse os til regnen og risikere et uheld, fortæller Patrik Matthiesen, som til gengæld fik chancen for en god startplacering ødelagt af en konkurrent.

- Jeg var ude på en omgang, som så rigtig god ud, men mod slutningen af omgangen var der så en konkurrent, der besluttede sig for at spærre for mig ... og så røg der lige to sekunder af dén omgangstid. Derefter var dækkene ude af det optimale område, så ingen super tid til mig, fortæller Patrik Matthiesen. Heller ikke teamkammeraten fik en god kvalifikation, og årsagen? Helt den samme.


(Foto: PatrikMatthiesen.com)

Dermed var alle sejl sat ind for at få en god start på løbene. Det første, som Yury Wagner startede i bilen, startede lige efter planen. Yury fik en god start og bragede frem i feltet, men efter seks omgange var der en overivrig konkurrent, som fejlbedømte bremseafstanden til svinget og bankede op i siden på den lyseblå Lamborghini og efterlod den ukampdygtig i sandet ved siden af banen.

For at sætte en fed streg under en katastrofal weekend kan Patrik berette om præcis samme hændelse, da han startede det første løb. Her nåede han dog ikke engang en omgang rundt, før løbet var slut for hans vedkommende:

- Præcis som med Yury kom der en konkurrent blæsende op bagi mig, og det skadede bilen så meget, at jeg ikke kunne fortsætte, fortæller Patrik skuffet.

Det er ulempen, når vi får en dårlig kvalifikation; så lander vi bagerst i feltet, hvor kørerne pænt sagt ikke har lært at køre racerbil endnu, og derfor sker sådanne fejl. Når vi så samtidig kan se, at vores omgangstider fra testen ville have placeret os blandt de tre bedste i kvalifikationen ... ja, så er det faktisk bare endnu mere surt, lyder det fra sønderjyden.

Der er nu næsten to måneders ventetid indtil sæsonen går på hæld. Det sker til gengæld med et brag af en løbsuge, hvor Patrik, Yury Wagner og Leipert Motorsport skal afslutte den europæiske Super Trofeo-sæson og derefter deltage i Lamborghini Super Trofeo World Finals - alt sammen på den italienske Vallelunga-bane, 40 kilometer nord for Rom.

Kim Gripping


Læs mere om:
  • Patrik Matthiesen
  • Valencia - Ricardo Tormo
  • 17/09/23 - Valencia - Ricardo Tormo - Lamborghini Super Trofeo

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto