Michelin Le Mans Cup   25/09/23

Jan Magnussen sluttede lige udenfor podiet på Spa-Francorchamps
Trods tekniske udfordringer lykkedes det for Jan Magnussen og Lars Engelbrekt at kæmpe sig til en fjerdeplads i femte afdeling af Michelin Le Mans Cup på Spa-Francorchamps.


(Foto: Mikkel Wangaa)

Jan Magnussen og Lars Engelbrekt sikrede den forgangne weekend deres foreløbigt bedste resultat i 2023-udgaven af Michelin Le Mans Cup, da Honda-duoen fra GMB Motorsport kæmpede sig til en fjerdeplads i GT3-klassen i det europæiske langdistancemesterskab.


(Foto: Mikkel Wangaa)

Makkerparret startede fra en niendeplads og krydsede målstregen på Spa-Francorchamps på en femteplads, men da de vindende teamkammerater i GMB-teamets anden Honda NSX efter løbet blev tildelt en tidsstraf på 10 sekunder og rykkede ned i feltet, rykkede Magnussen og Engelbrekt en plads op.


(Foto: Mikkel Wangaa)

– Vi er ret godt tilfreds med resultatet, set i lyset af, at vi kæmpede en del med bilen og slet ikke var med på farten under forberedelserne. Crewet fandt løsningen på problemet i tide, men under løbet opstod så et teknisk problem med servostyringen som gjorde, at vi måtte holde lidt igen på farten visse steder på banen. Jeg synes, at vi fik alt det ud af weekenden, som vi kunne, og så fik vi naturligvis lidt hjælp af vores egne teamkammerater, som desværre måtte afgive sejren. Nu ser vi frem mod sæsonfinalen i Portugal, hvor vi krydser fingre for, at vi kan køre et podieresultat hjem til teamet. Det var tæt på denne weekend, lyder det fra Jan Magnussen.


(Foto: Mikkel Wangaa)

Sjette og sidste afdeling af Michelin Le Mans Cup afvikles på Portimao i Portugal den 21.-22. oktober. Inden da skal Jan Magnussen i aktion med Auto Lounge Racing, når det går løs med sæsonfinalen i TCR Denmark på FDM Jyllandsringen den kommende weekend, 30. september til 1. oktober.


(Foto: Mikkel Wangaa)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • GMB Motorsport
  • Spa-Francorchamps
  • 24/09/23 - Spa-Francorchamps - Michelin Le Mans Cup

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport