Special Saloon   25/09/23

GT3 og LMP3-biler bryder løs på Jyllandsringen
Der er mange hestekræfter i spil, når Special Saloon Car i weekenden er i aktion på FDM Jyllandsringen.


(Foto: Grippo)

For fans af GT-racing kunne det ligne en dansk udgave af Le Mans Cup, som turnerer på de bedste europæiske racerbaner. Med bilmærker som Lamborghini, Porsche og Ligier lugter det bestemt eksotisk.

Det ser ud til at blive et skarpt felt i Division 4, hvor Oliver Rosenkilde Nissen jagter førstepladsen i sin Lamborghini Huracan Super Trofeo Evo. Han får dog noget at se til, for rallykøreren Marco Gersager er tilbage med sin Lamborghini, og han sigter højere end ved debutweekenden. Men han er ikke den eneste, som kan køre stærkt:

Valdemar Eriksen er hjemme fra sine forpligtelser i European Le Mans Series, og han stiller til start med sin Ligier JS P320 LMP3-racer. Den unge nordjyde kunne godt blive manden, de andre forsøger at fange - også selvom Henrik Schou Jensen og hans danskbyggede Aquila CR1 sikkert godt kan følge med på de lige stræk.


(Foto: Grippo)

Henrik Ziegler er ligeledes tilbage i feltet med den flotte og hurtige Renault R.S.01, ligesom Walther Trabjerg er klar med den vilde Porsche 991 GT3-R. Det gælder også for Martin Petersen, der som vanligt deltager med en træskolængde ældre 991 GT3-R - den, som Nürburgring-legenden Sabine Schmitz kørte flere løb i.

Om Andreas Kjærgaard når at få sin Scotty GT klar til weekendens løb, vides endnu ikke. En samling friske tandhjul er på vej hjem fra Stuttgart, så man kan kun håbe at fragtmanden kører lige så stærkt som Scottyen plejer.

Tre heats skal køres, og selvom der er endnu en afdeling af mesterskabet tilbage efter weekenden, bliver der med garanti kørt stærkt når Special Saloon Car-bilerne kommer på banen.

Special Saloon Car


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 01/10/23 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport