17 hold har mulighed for at tage den samlede sejr i Dansk Super Rally Weekendens Rally Stoholm er finale i årets Dansk Super Rally. På tværs af de mange forskellige klasser skal det bedste rallymandskab kåres og modtage Danmarks Idræts Forbunds guldmedaljer.
Gennem sæsonen har 55 forskellige mandskaber været til start i løb til Dansk Super Rally, og af dem har intet mindre end 17 hold muligheden for at tage rallysportens vigtigste titel. For nogle hold er muligheden dog af lettere teoretisk karakter, men muligheden er der. Som noget nyt uddeles der nemlig i år dobbelte point til sæsonafslutningen, så hvor man til de fire hidtidige afdelinger af Dansk Super Rally maksimale kan score 60 point, er der denne gang 120 point på.
Inden Rally Stoholm indtager Lucas Helin/Mikael Kjellgren, begge Sverige, 17. pladsen, 110 point efter de førende i Dansk Super Rally, Jacob Madsen/Line Nedergaard, Ruds Vedby/Fårvang. Selv om den svenske duos mulighed for at nå helt til tops er teoretisk, så understreger det den åbenhed, der hersker inden Rally Stoholm.
Inden Rally Stoholm fører Jacob Madsen og Line Nedergaard Dansk Super Rally. (Foto: Morten Alstrup)
Jacob Madsen/Line Nedergaard kommer med en dugfrisk sejr i Rally4-klassen i East Belgian Rally, men selv om de i år også har domineret klassen herhjemme, bliver de i Dansk Super Rally udfordret af mandskaberne med firhjulstrukne biler i feltet, som nærmest pr. definitioner kæmper om sejrene i generalklassementet.
Det gælder bl.a. deres teamkammerater og sidste års vindere af Rally Stoholm, Kenneth Madsen/Mette Felthaus, Ruds Vedby/Horsens, som stiller op i deres nye Citroën C3 Rally2. Men også veteranerne Ib Kragh/Karsten Isaksen, Juelsminde/Egtved, som vandt Rally Jylland, og Simon Vallentin/Peter Egholm, Holbæk/Kirke Hyllinge, som har scoret top 3-placeringer i alle årets løb, kan nå til tops i Dansk Super Rally.
Simon Vallentin og Peter Egholm jagter i Rally Stoholm deres første generalsejr, som kan bringe dem til tops i Dansk Super Rally. (Foto: Morten Alstrup)
Et jokerpar i opgøret er Steen Andersen/Ditte Kammersgaard, Brøndby/København. I deres Mitsubishi Lancer Evo X har de domineret National5-klassen og banket på top 3-generelt. Flasker Rally Stoholm sig for dem, kan de snyde alle og erobre mere end det klassemesterskab, de ligger til.
Rally Stoholm
Morten Alstrup Læs mere om: Viborg30/09/23 - Viborg - DM Rally - DM |