Norske Felix Heiberg har kørt sig i stilling til at tage sejren i DS3 Cup-mesterskabet 2023 - hvis ikke Dennis Bannergård tager den fra ham til DM-Finalen på FDM Jyllandsringen.
Den norske teenager har med en solid indsats indhentet det forspring, Dennis Bannergård havde kørt ud i starten af sæsonen. Med dobbeltsejren ved Grand Prix Danmark har han nu 17 point ned til andenpladsen, så Bannergård får travlt, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at generobre føringen.
(Foto: Grippo)
Mens kampen om mesterskabet reelt set står mellem de to, har en anden nordmand stadig chancen for at presse danskeren i den gule DS3-racer ned på tredjepladsen. Niklas Abrahamsen er 18 point efter Bannergård, så selvom der skal mere til end bare to gode resultater, ser det ud til at der kan blive pres på i toppen af feltet.
Udenfor top tre er stillingen imidlertid noget mere tæt. Linda Vekka er forud for finaleweekenden placeret på fjerdepladsen i mesterskabet, men finnen har bare fem point ned til Milan Rytter på syvendepladsen. Den nordjyske kører har været plaget af tekniske problemer i en stor del af sin debutsæson, men han har fra start vist sig at være meget konkurrencedygtig når bare mekanikken holder. Milan kunne godt være meget opsat på at lave et stærkt resultat at slutte sæsonen af med.
(Foto: Grippo)
Mellem Linda Vekka og Milan Rytter har også Jaakko Louhi og Nicolai S. Jonas ambitioner om at avancere inden sæsonen runder af søndag eftermiddag.
Årets sidste DS3 Cup-weekend bliver også muligheden for at byde velkommen til Peter Mikkelsen, som får sin debut i DS3 Cup.
DS3 Cup Kim Gripping Læs mere om: Jyllandsringen01/10/23 - Jyllandsringen - DS3 Cup |