IndyCar Series    25/10/23

Christian Rasmussen til IndyCar
Et meget stort ønske gik i opfyldelse for Christian Rasmussen sent tirsdag dansk tid. Forløsningen kom da Amagerkaneren underskrev kontrakt med Ed Carpenter Racing for den kommende IndyCar sæson.

Christian Rasmussen er spået en stor fremtid i IndyCar efter han i år blev kåret som suveræn mester i opstigningsklassen Indy NXT, der samtidig var hans tredje amerikanske mesterskab på kun fire år. Det har kun én anden kører præsteret før ham.

Kontrakten med Ed Carpenter Racing omhandler alle løb der køres på bybaner, almindelige baner samt Indy 500. Ed Carpenter overtager selv bilen til de resterende fire ovalløb. Ed Carpenter Racing er opkaldt efter ejeren af teamet, der har deltaget i kategorien siden 2003 og som nævnt fortsat stiller til start på ovalbaner. Christian Rasmussen får hollænderen Rinus Veekay som fast makker.

Læs pressemeddelelsen fra Ed Carpenter Racing på: https://www.edcarpenterracing.com/christian_rasmussen_2024

Christian Rasmussen rykkede i 2017 teltpælene op og flyttede fra trygge Dragør til mulighedernes land, USA. I bedste amerikanske ånd har han i årene efter været sin egen lykkes smed, og populært sagt ”vundet sig vej” op ad talenttrappen Road to Indy, hvor slutmålet er en plads i selve IndyCar.
Læs også artiklen Christian Rasmussen i titelkamp

I 2024 bliver Christian Rasmussen således konkurrent til en anden dansker med samme fornavn: Christian Lundgaard, samt ligeledes danske Benjamin Pedersen. Dermed vil der i 2024 være tre danskere med en fast plads i IndyCar. For blot to år siden var der ingen!

Foruden IndyCar skal Christian Rasmussen i 2024 starte i udvalgte løb i det amerikanske sportsvognsmesterskab. Første afdeling af IndyCar 2024 køres 10. marts i St. Petersburg, Florida.

IndyCar

Chassis: Dallara DW 12
Motor: 2.2 l. Turbo (Chevrolet el. Honda).
Ydelse: Ca. 800 hk når push-to-pass er aktiveret *
Vægt: 748 – 767 kg excl. kører (banespecifik)
Tophastighed: 385 km/t (ovalbaner)
Fuel: E 100 Ethanol
Mesterskab: 15 runder med i alt 17 løb planlagt i 2024
Kørere: Regerende mester Alex Palou (Spanien). Tre danskere til start 2024.
Teams: Der findes p.t. 10 teams. Max antal deltagere pr. løb: 33
* nyt motorreglement fra 2024

Christian Rasmussen Racing

Bo Baltzer Nielsen
BBN Consult


Læs mere om:
  • Christian Rasmussen
  • Ed Carpenter Racing

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport