Rally Sprint   30/10/23

”Pensionisten var hurtigst i de to første heat”
Lørdag afsluttede Ib Kragh sin 2023-sæson, da han deltog i landsfinalen i Yokohama-mesterskaberne i rallysprint på det gamle Stigsnæsværks arealer ved Skælskør. Farten manglede ikke hos den 59-årige Hyundai-kører.

”Pensionisten var hurtigst i de to første heat,” siger rallykøreren fra Juelsminde. ”Det første af de fire planlagt heat vandt vi med otte tiendedele af et sekund. I det andet heat var vi otte sekunder foran nærmeste konkurrent.”

Det blev så de eneste to heats, som Ib Kragh og Bo Mølgaard deltog i. I pausen inden heat 3, hvor prøven skulle vendes om, blev parret idømt 40 strafsekunder.


For første gang i karrieren valgte Ib Kragh at stoppe midt i et løb.

”På hastighedsprøven var der opsat chikaner i form af store blå tønder, som var fyldt med vand. Det har jeg intet problem i, for der er steder, hvor det af hensyn til sikkerheden er vigtigt at få hastigheden ned. Men så havde man op ad tønderne stillet nogle 25 cm højre kegler på jorden ud mod den side, hvor bilerne skulle passere. Jeg kørte i store buer uden om tønderne, for jeg havde ingen mulighed for at se keglerne. Men da vi kom rundt på anden omgang, lå flere af dem på jorden,” fortæller Ib Kragh.

”Løbsledelsen mente, at jeg havde ramt to af keglerne. Det gav de mig to gange 20 sekunder for. De kunne ikke bevise, at det var mig, som havde kørt på dem. Jeg kunne heller ikke bevise, at jeg ikke havde gjort det, selv om der ingen mærker var på min Hyundai. Det kunne lige så godt have været vindtrykket fra rallybilerne, som havde blæst dem omkuld. Der var 12 hold, som også fik sådan en straf i heat 2, mens der ikke var et eneste hold, som fik nogen straf i heat 1, selv om jeg i det heat så kegler, der lå og flød på jorden. De kegler var tåbelige og helt unødvendige, og når der var så megen kritik, kunne de lige så godt have slettet alle de straffe.”

”Starten på det første heat var også kaotisk,” siger den erfarne rallykører. ”Åbnervognen, hvor mandskabet skal sikre, at prøven sikkerhedsmæssigt er forsvarlig, kørte fortsat rundt, da de første deltagere blev sendt afsted. Den første deltager baksede med at komme forbi, og jeg troede, at det var en af de næste deltagere, som vi havde indhentet, men det var det ikke. Det var åbnervognen, hvor mandskabet ved mål skulle have meldt til løbsledelsen, at alt var i orden til, at vi deltagere kunne starte. Vi tabte vel 3-4 sekunder på at komme forbi åbnervognen.”

”Da man så nærmest helt tilfældigt begyndte at uddele straffe ud efter heat 2, blev jeg knotten. Et rally eller et rallysprint skal afvikles på en sådan måde, at betingelserne er ens for alle. Jeg har ikke noget imod at tabe til nogen i et motorløb. Var jeg kommet flyvende gennem målfeltet, havde det været fint med 30 sekunders straf, men det er en helt anden sag, når man ikke ved, om keglerne er væltet, inden man kommer. Jeg var så sur, at det bare var bedst, at vi læssede rallybilen på traileren og kørte hjem til Juelsminde inden de sidste heat. Det er første gang, jeg har gjort det i min 41-årige rallykarriere.”

IK Motorsport


Læs mere om:
  • Ib Kragh
  • 28/10/23 - Rally Sprint

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk