Rally Monte-Carlo Historique   21/01/24

Dansk start på det 26. Rallye Monte Carlo Historique
De otte danske deltagere i det 26. Rallye Monte Carlo Historique blev sendt mod Frankrig med applaus

Lørdag den 20. januar 2024, afholdt TEAM FYNSKE BANK DANMARK i samarbejde med et stort antal organisationer i Assens den 5. PRE-start forud for deres deltagelse i årets største regularity rally, 26’ Rallye Monte Carlo Historique, som køres i Frankrig.


PRE-starten i Assens var sponsoreret af Fonden for Fynske Bank, som repræsenteret af filialchef, René Gramm Jeppesen her overrækker en check på kr. 65.000,- til deltager Lars Hindsgaul, Assens, som er initiativtager til PRE-starten.
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)

Årets PRE-Start i Assens var byens første event i forbindelse med Assens bys 500-års købstadsjubilæum. Kl. 9.55 bød PRE-Startens hovedsponser, v/filialchef i Fynske Bank, Assens, René Gramm Jeppesen velkommen til deltagerne i de mange konkurrencer der blev afviklet på dagen, og som blev flaget i gang præcis kl. 10:00.


Rigtigt mange interesserede havde fundet vej til Assens til årets PRE-Start forud for det 26’ Rallye Monte Carlo Historique.
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)

Mange besøgende havde allerede der fundet vej til byens torv, hvor borgmester Søren Steen Andersen kl. 10:00 bød velkommen til byen til både publikum og deltagerne i PRE-starten. Byens 500-års købstadsjubilæum var dermed skudt i gang med et hurra for byen, godt suppleret af stor applaus fra publikum.


De otte danske deltagere stillede op til fotografering inden de drager videre mod Frankrig.
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)

Dagen igennem var PRE-Starten rigtigt godt besøgt af lokale besøgende, men også mange gæster fra hele landet havde fundet vej til Assens. De flot opbyggede historiske rallybiler der nu er på vej til Frankrig, blev grundigt besigtiget, og de mange besøgende fik en god snak med deltagerne om de strabadser de udsættes for under et historisk rally på langt over 2.500 kilometer over fire dage.


Assens Borgerlige Politikorps viste også deres smilende ansigter på torvet i forbindelse med PRE-starten.
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)

De fine rallybiler var dog ikke alene på torvet i Assens. Arrangørerne havde inviteret både specialbiler og sjældne veteranbiler til udstilling i både Østergade og på torvet. Desuden trak de mange konkurrencer for børn mange besøgende til. Både LEGO-byggekonkurrencer for de mindste børn, mooncar-konkurrence, og rally-simulator-konkurrencen var fuldt besat hele dagen.


Vinderne af LEGO rallymasters 2023 for byens 6. og 7. klasser på scenen ved modtagelsen af præmierne til klassekassen. 1. pladsen gik til 7. klasse fra Ebberup Skolen, og 2. og 3. pladsen til 6. klasserne fra Salbrovad Skolen.
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)


En stolt og dygtig vinder af aldersklassen op til 8 år i LEGO byggekonkurrencen for de yngste børn.
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)


Vinderne af de tre aldersgrupper i moon-car racet hæver deres pokaler højt på scenen efter præmieoverrækkelsen.
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)

Kl. 13.45 sendte Assens Kommunes borgmester, Søren Steen Andersen, traditionen tro deltagerne afsted fra torvet i Assens med et minuts mellemrum. De mange besøgende havde nu samlet sig på torvet, og i en kødrand af mennesker med vinkende flag blev de sendt gennem startportalen mod Frankrig, hvor de fra den 31. januar til 7. februar deltager i det 26’ Rallye Monte Carlo Historique med mere end 240 deltagere.


Start nr. 260, Chris Larsen og Toni Hansen forlader startområdet gennem folkealléen af de mange tilstrømmende tilskuere.
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)

De danske Rallye Monte Carlo Historique deltagere der var med i Assens er:

  • Start nr. 29: ​Hans Kolby Hansen, Skodsborg / Jan Østergaard Nielsen, Horsens / LANCIA FULVIA 1600 ​HF, årgang 1971
  • Start nr. 30: ​Kenneth Kruse Simonsen, Charlottenlund / Otto Kristensen, Tune / LANCIA FULVIA 1300 ​HF, årgang 1968
  • Start nr. 124: ​Michael Kristiansen, Greve / Michael Andersen, Brøndby / FORD ESCORT RS 2000, årgang ​1977
  • Start nr. 128: ​Lars Hindsgaul, Assens og Arne Pagh, Strib / FIAT 128 COUPÉ, årgang 1972
  • Start nr. 130: ​Arne Fasberg, Karlslunde og Bent Fasberg, Tune / HILLMANN AVENGER, årgang 1973
  • Start nr. 134: ​Poul O’Cane, Irland / Tage Gejl, Silkeborg / PORSCHE 911 CARRERA 3,0. årgang 1976
  • Start nr. 137: ​Henning Nielsen, Tureby / Jørgen O. Pedersen, Odden Havneby / TRIUMPH VITESSE 2L, årgang ​1968
  • Start nr. 260: ​Chris Larsen, Horsens / Toni Hansen, Horsens / Lotus Europa Twin Cam, årgang 1974

    Ud over den individuelle deltagelse i Rallye Monte Carlo Historique, deltager de danske kørere i holdkonkurrencen under teamnavnet TEAM FYNSKE BANK DANMARK. I 2023-udgaven blev TEAM FYNSKE BANK DANMARK nr. 6 af 20 deltagende i holdmesterskabet.

    De danske deltagere i løbet kan undervejs følges på deres hjemmeside: https://rmch-dk.com/


    Fakta om Rallye Monte Carlo Historique og de danske deltagere i 2024:


    Når det 26. Rallye Monte Carlo Historique køres fra den 31. januar til den 7. februar 2024, er det med danske deltagere i otte af de mere end 200 deltagende biler.

    Der er start i fire Europæiske byer, med Glasgow som den nordligste, og Milano som den sydligste. Efter tilkørselsetaper fra startbyerne, samles alle deltagere i Monaco, og kører derfra samme rute med indlagte sekundetaper, hvor der køres på nøjagtighed. Det gælder om at være på rette sted på rette tidspunkt, indenfor 1 meters nøjagtighed. Der køres med gennemsnitshastigheder omkring 50 km/t.
    Fem af de danske deltagere starter i år fra Reims i Frankrig, et hold fra Bad Homburg i Tyskland, et hold fra Glasgow i Skotland, og et hold som tilslutter sig de Skotske deltagere i Calais i Frankrig.

    Start i Reims i Frankrig - i alt til mål i Monaco 2.689 km:
    Start nr. 29
    , Hans Kolby Hansen, Skodsborg med Jan Østergaard, Juelsminde som co-driver. Hans Kolby Hansen har siden 1971 deltaget et utal af gange i diverse både almindeligt hastighedsrally og historiske rally over hele Europa.

    Start nr. 124, Michael Kristiansen, Greve og Michael Andersen, Brøndby kører deres tredje Rallye Monte Carlo Historique, og ser frem til at indtage de franske bjergveje. De startede i 2020 i en Ford Escort 1.300 GT, MKII fra 1979. Den blev i 2022 blev skiftet ud til en Ford Escort RS2000 fra 1977, som de deltager med igen i 2024.

    Start nr. 128, Lars Hindsgaul, Assens og Arne Pagh, Strib i en gammel kending, nemlig den flotte røde Fiat 128 Coupé, som denne gang deltager for 14. gang i RMCH, alle gange med Arne Pagh i højresædet. De første 9 gange med den tidligere ejer, Lars Bækkelund som kører, og de seneste 5 gange med Lars Hindsgaul som chauffør.

    Start nr. 130, Arne Fasberg, Karlslunde og Bent Fasberg, Tune i en 50 år gammel bil, en flot renoveret Hillmann Avenger fra 1973. Det er brødrene Fasbergs anden deltagelse i RMCH, hvori de i 2023 havde en flot debut med en placering som nr.

    Start nr. 137, Henning Nielsen, Tureby og Jørgen O. Pedersen, er et af årets danske debutanthold i RMCH. De starter i en flot renoveret Triumph Vitesse.

    Start Bad Homburg i Tyskland – i alt til mål i Monaco 2.909 km:
    Start nr. 30
    , Kenneth Kruse Simonsen, Charlottenlund med vinderen fra 2002, Otto Kristensen, Tune i højresædet på den fine Lancia Fulvia HF fra 1968. Det er Kenneth Simonsens femte Rallye Monte Carlo Historique, mens faderen, Otto Kristensen har deltaget hele 16 gange tidligere, med bedste resultat som vinder i 2002 med hustruen Britta Kristensen.

    Start i Glasgow, Skotland - i alt til mål i Monaco 3.839 km:
    Start nr. 134
    , Poul O’Kane, Californien og Tage Gejl, Silkeborg stiller til start i Glasgow i en Porsche Carrerra 911 3.0 fra 70’erne. Poul O’Kane har gennem mange år deltaget i alle former for motorsport, lige fra Go-Kart til historisk Formel 1 i en Benneton Formel 1 racer. Tage Gejl er udvikler af Gejl Rutebog, som benyttes af et stort antal deltagere i Rallye Monte Carlo Historique. For begges vedkommende er det første start i RMCH.

    Start nr. 260, Chris Larsen, Horsens og Toni Hansen, Horsens deltager for 2. gang i en Lotus Europa Twin Cam fra 1974. Det er Chris Larsen fra Horsens, som ejer og kører det fine eksemplar af denne engelske sportsvogn. Toni Hansen og Chris Larsen deltog i 2022 i den klassiske udgave af Rallye Monte Carlo i samme bil. Denne gang har de valgt at deltage i Anniversary Monte 100 Touristique, som er et skotsk jubilæumsløb for 100-året for første start i Rallye Mont Carlo fra Glasgow. Chris og Toni støder til de skotske deltagere i Calais i Frankrig. Toni Hansen har tidligere haft flere topplaceringer i Rallye Monte Carlo Historique, med bedste resultat i 2018 på en 4. plads overalt.

    Hvad er det for et eventyr de danske kørere bevæger sig ud i?

    Det var i 1909, at ideen om et rally for første gang tog form i Monaco. Præsidenten for "Association Sport Automobile Vélocipédique Monégasque", Alexandre Noghès foreslog i 1909, at lave et bil-løb, Rally Monte Carlo, der skulle forbinde et stort antal europæiske byer. Herfra skulle konkurrenterne starte, for til sidst at konkurrere på målstregen i Monaco.

    I 1911 var alt klart, og det første rally fandt sted. I næsten en uge blev starterne sat i gang i de 11 udvalgte byer. Der var forskellige startdatoer og starttider, som var udregnet efter afstanden og køretiden fra startbyen til Monaco. Fra Paris, Bruxelles, Geneve, Wien, Berlin og seks andre byer, startede 23 biler på ruten. De forventede at klare en gennemsnitlig hastighed på 10 km/t med indlagte stop, og med ankomster planlagt til lørdag den 28. januar i Monaco.

    16 biler nåede frem til Fyrstendømmet uden problemer. Efter at have forladt Berlin den 21. januar, var tyske Von Eismark den første der ankom, efter at have kørt 1.700 km med en gennemsnitlig hastighed på 30 km/t.

    Rally Monte Carlo Historique så dagens lys i 1998, hvor det første gang blev kørt. De gamle biler kører et rally som er en kopi af det oprindelige Rally Monte Carlo uden hastighedsprøver, men med prøver der skal køres med en given gennemsnits hastighed på 50 km/t eller derunder.

    50 km/t lyder ikke af ret meget, men når prøverne køres på smalle bjergveje, ofte dækket af sne og is, kan det være nærmest umuligt at overholde den opgivne og ofte skiftende gennemsnitshastighed. Følgerne er ofte en del strafpoint, primært på grund af forsinkelser.


    TEAM FYNSKE BANK DANMARK

    rallypics.dk
    Viggo Johansen


    Læs mere om:
  • Monte Carlo
  • 07/02/24 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto