Rally Monte-Carlo Historique   06/02/24

Danskere på fremmarch
De danske hold rykker frem i Rallye Monte-Carlo Historique
Vejret siger ikke vinter, og der er kun meget sporadisk is på bjergvejene, men de tilbageblevne danske mandskaber i Rallye Monte-Carlo Historique har alligevel forbedret deres placeringer under mandagens etape øst for Valence.

”Vi har haft en meget rolig dag, hvad der betyder, at alt har fungeret perfekt,” fortæller Arne Pagh fra Strib, codriver for Lars Hindsgaul, Assens, i Fiat 128 Coupé. Dermed har de kørt sig frem fra nr. 15 til 11 i løbet, hvor de som bedste danskere er 39 sekunder efter løbets førende, belgierne Decremer og Hugo i Opel Ascona 400.


Lars Hindsgaul fra Assens og Arne Pagh fra Strib fortsætter de gode takter i bjergene og er fortsat bedste danskere, nu som nr. 11 i deres Fiat 128 Coupé. Her hygger de i en servicepause.
(Foto: Privat)

Kenneth Kruse Simonsen fra Charlottenlund og Otto Kristensen fra Tune har også haft en god dag og er rykket frem fra nr. 17 til 15. På en specialetape knækkede speederkablet tre kilometer før mål, men da det gik stejlt ned ad bakke hele vejen, kunne de køre i friløb og alligevel holde tiden og reparere efter mål. De er stadig præcis 7 sekunder efter Hindsgaul og Pagh.


Kenneth Kruse Simonsen fra Charlottenlund og Otto Kristensen fra Tune kører i fin stil deres Lancia Fulvia HF 1.3 ind i et hårnålesving. De er nu nr. 15.
(Foto: Mogens Reidl)

Hans Kolby Hansen, Skodsborg, og Jan Østergaard, Juelsminde, har fået styr på triptælleren i deres Lancia Fulvia HF og er rykket 10 placeringer frem fra nr. 65 til 55.


Hans Kolby Hansen fra Skodsborg og Jan Østergaard fra Juelsminde runder et skarpt hårnålesving i deres Lancia Fulvia HF 1.6. De er nu nr. 55.
(Foto: Mogens Reidl)

Arne Fasberg fra Karlslunde og hans bror Bent Fasberg fra Tune døjer fortsat med startmotoren i deres Hillman Avenger. ”Det er gået godt i dag på specialetaperne, og starteren vil være repareret til i morgen, men i dag har vi måttet skubbe bilen i gang, når vi skulle starte,” siger Bent Fasberg. De er faldet lidt tilbage til en placering som nr. 89.


Brødrene Arne og Bent Fasberg fra Karlslunde og Tune har været plaget af starterproblemer på deres Hillman Sunbeam Avenger, men ligger stadig på en god position som nr. 89.
(Foto: Mogens Reidl)

Tage Gejl fra Silkeborg nyder fremskridt dag for dag med sin irske kører Paul O’Kane i Porsche 911. ”Det går bedre og bedre, og vi har fået styr på samarbejdet. I dag blev vi nr. 15 på en af specialetaperne. Vores mål er nu top 100,” siger Tage Gejl, og det lyder realistisk. De har mandag kørt sig frem fra nr. 110 til 103.


Tage Gejl fra Silkeborg og hans irske driver Paul O’Kane er nu begyndt at vise, hvad de virkelig kan. I deres Porsche Carrera 3.0 har de kørt sig op til en placering som nr. 103.
(Foto: Mogens Reidl)

Tirsdag byder Rallye Monte-Carlo Historique på tre skrappe specialetaper i bjergene på turen fra Valence til Monaco. Natten til onsdag skal deltagerne ud på de to hårde natprøver i bjergene nord for Nice, inden løbet slutter onsdag morgen på havnen i det lille fyrstendømme.

Se alle placeringer her:
https://rallyliveresults.com/historique/?stage=12

» Læs mere om de otte danske hold og om årets Rallye Monte-Carlo Historique


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Monte Carlo
  • 07/02/24 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport