Det danske racerteam med fokus på talentudvikling er klar til anden afdeling af Nordic 4-mesterskabet, som køres på FDM Jyllandsringen i den kommende weekend.
(Foto: STEP Sports Management)
Og efter en flot debutweekend for to uger siden er forventningerne høje til weekendens løb. Udviklingen skal fortsætte, så kørerne står stærkt efter denne sæson:
- Jeg vil ikke sige, at jeg var overrasket over resultaterne på Padborg Park, for der er blevet arbejdet for at nå dertil, men vi fik et rigtig stærkt udgangspunkt for sæsonen, og kørerne har alle fået lektier for til denne weekend, så vi kan fortsætte deres læring, fortæller teamchef Morten Dons, som dog kun får tre kørere at udvikle på i weekenden. Britiske Emily Cotty har endnu ikke fået sin løbslicens og må derfor sidde over endnu et løb.
(Foto: STEP Sports Management)
Til gengæld er der masser af potentiale i de tre kørere, som er klar på FDM Jyllandsringen. Mathias Bjerre Jakobsen var hurtigst i kvalifikationen og vandt årets første heat, mens sejren i tredje heat gik tabt på grund af en teknisk fejl. Nu er han sulten efter revanche, og Jyllandsringen er blandt hans yndlingsbaner.
For Lærke Rønn Sørensen gælder det også bare om at komme fremad. Den rolige vestjyde tog en flot andenplads i det ene heat på Padborg Park - vel at mærke efter at have lavet en kanonstart og kørt halvdelen af løbet på førstepladsen. Også hun vil blande sig i toppen af feltet.
(Foto: STEP Sports Management)
Sebastian Bach, som fik sin Nordic 4-debut for to uger siden, viste en flot udvikling gennem sin debutweekend og kunne tage fra banen som førende i Rookie-mesterskabet. Fortsætter han med at bygge på sin køreteknik og race craft bliver han en stærk kører i toppen af feltet.
- Vi har et godt hold, både i og omkring bilerne, og det fik vi vist på Padborg Park. Siden sidst har vi haft et par gode træningsdage på FDM Jyllandsringen, så vi er bestemt klar til at arbejde videre. Jeg tror at vi alle glæder os til at fortsætte sæsonen og se, hvad vi kan opnå, siger Morten Dons.
Om STEP Motorsport
STEP Motorsport er en del af STEP Sports Management, der udvikler og rådgiver motorsportstalenter mod en professionel karriere. Teamet debuterede i Formel 4 (nu Nordic 4) i 2022, hvor de hjalp Julius Dinesen til mesterskabssejren. I 2023 vandt STEP teammesterskabet.
Bag STEP står racerkøreren Morten Dons, der med erfaringer fra blandt andet British GT og European Le Mans Series arbejder for at klæde unge kørere på til at kunne begå sig på den internationale motorsportsscene. Målrettet coaching, forretningsudvikling og mediefokus giver resultater til kørere som Malthe Jakobsen (Officiel Peugeot TotalEnergies Reservekører).
STEP Sports Management
Læs mere om: Lærke Rønn SørensenMathias Bjerre JakobsenSebastian BachSTEP Sports ManagementJyllandsringen12/05/24 - Jyllandsringen - Nordic 4 |